Video : Tipsbladet
Superliga

Zorniger: Hobro minder lidt om Lyngby i sidste sæson

Brøndbys cheftræner kræver fuld koncentration fra samtlige BIF-spillere, når mandskabet skal møde oprykkerne fra Hobro.

Hobro IK har endnu engang overrasket med flotte resultater i sæsonstarten. Med en sejr over Brøndby IF vil Thomas Thomasbergs tropper endda have samme antal point, som FC Nordsjælland har på førstepladsen.

Og det er Brøndbys cheftræner helt klar over.

- Hobro IK har gjort det godt i denne sæson i Alka Superligaen. De har en klar gameplan, og det virker til, at alle på holdet kender deres roller. I Kirkevold og Antipas har de to angribere, som komplimenterer hinanden rigtig godt, og de kan gøre det svært for alle, siger Alexander Zorniger til klubbens hjemmeside.

Omvendt mener han ikke, at søndagens modstandere kommer med helt nytænkende, taktiske overvejelser. Faktisk synes han, at han har set oprykkernes mentalitet før.

- Hobro IK er et hold som ikke er bange for at bruge deres fysik, og deres defensive organisation er stærk. På mange måder minder Hobro IK mig om Lyngby i sidste sæson. Lyngby var også oprykker, og der var ikke store forventninger til dem, men Lyngby viste hurtigt, at kombinationen af ældre, rutinerede spillere og unge spillere med masser af vilje gav dem et stærkt fundament, som kunne udfordre de fleste, fortæller den tyske cheftræner.

Oven på Brøndbys nulløsning mod AaB i sidste runde, kræver Alexander Zorniger, at BIF-spillerne er koncentrerede i alt, hvad de foretager sig. Hvorvidt det lykkes, kan du se, når kampen mellem Hobro IK og Brøndby IF sparkes i gang i morgen klokken 18.00.