Zorniger ikke tilfreds med Randers-kamp
Foto: Jan Rønbøg/GettyImages
Superliga

Zorniger ikke tilfreds med Randers-kamp

Brøndbys tyske cheftræner mener ikke, at gæsterne kan tage meget med hjem fra Randers.

Det lykkedes ikke Brøndby IF at bygge videre på flotte sejre over sidste års medaljevindere Lyngby og FC København, da de søndag gæstede Randers.

Kampen endte 0-0, og tyske Alexander Zorniger var da også langt fra tilfreds med præstationen i det kronjyske:

- Det eneste, vi kan tage med fra kampen, er det ene point. Jeg håber, at spillerne, især de nye spillere, ved, hvad der skal til for at spille en god kamp og ved, hvad der sker, når vi ikke præsterer vores bedste, advarer Brøndby-cheftræneren.

Zorniger er heller ikke bleg for at sætte nogle ord på, hvad der rent spillemæssigt går galt i udekampen:

- Der var ikke nok bevægelse fra de offensive midtbanespillere og angriberne, og vi kunne ikke skabe den plads, som vi normalt er i stand til. Det blev en smule bedre, da Besar Halimi kom på banen, men overordnet set valgte vi de svære løsninger i steder for at skabe de nemme. Og når vi skabte de nemme løsninger, var vi ikke i stand til udnytte dem. lyder det fra en skuffet Alexander Zorniger til Brøndbys hjemmeside.

Brøndby forsøger i næste weekend at komme tilbage på sporet, når de igen tager til Jylland. Denne gang skal de møde AGF, der ligeledes spillede 0-0 mod OB søndag.