Video : Tipsbladet
Superliga

Zorniger om Brøndby-fans: Giver os et ekstra løft

Brøndby-træneren glæder sig over opbakningen på Brøndby Stadion, som stiger og stiger.

Brøndby har netop meddelt, at de har solgt det højeste antal sæsonkort nogensinde, og det glæder Alexander Zorniger, som er sikker på, at fansene belønner holdet for deres spillestil.

7.200 har købt fast plads på Brøndby Stadion, og cheftræneren fortæller, at han forsøger at få sit hold til at spille underholdende fodbold.

- Jeg har sagt det før; for mig skal en fodboldkamp være spændende. Det skal ikke være sådan, at hvis man går på toilettet eller ned efter noget at drikke, så misser man kampens eneste højdepunkt, siger Alexander Zorniger til klubbens hjemmeside.

Den tyske træner siger samtid, at fansene har en vigtig andel i, at det lykkedes holdet at spille på den måde, som de gør.

- Fansene spiller også en stor rolle for vores måde at spille på. De er med til at give os det ekstra løft, vi kan have brug for i kampe, hvor det måske ikke kører perfekt, eller vi mangler det sidste for at komme helt i hus med de tre point, siger han og uddyber om spillestilen.

- Brøndby-holdet skal opsøge så mange chancer for at score som muligt, og det gør vi ved at presse vores modstandere til at lave fejl og så udnytte dem. Det giver kampe med et højt tempo, hvor der hele tiden sker noget. Det tror jeg på, at fansene belønner, fortæller cheftræner Alexander Zorniger.

Næste hjemmekamp for Brøndby og deres fans er på søndag, når de tager i mod AC Horsens, som blot har tabt en kamp i sæsonens første seks kampe.