Video : Tipsbladet
Superliga

Zorniger: Ser ikke noget niveau, Nørgaard ikke kan nå

Christian Nørgaard har udviklet sig ekstraordinært i denne sæson, og hans træner i Brøndby IF, Alexander Zorniger, ser ingen begrænsninger for midtbanemanden, hvis han ellers fortsætter i samme spor.

Returen til Brøndby IF og dansk fodbold havde ikke været nem for Christian Nørgaard, siden han i 2013 kom til Superligaen fra Hamburger SV. U21-landsholdsspilleren havde svært ved at få sit gennembrud på Vestegnen, men det har han i den grad fået i denne sæson.

Nørgaard har været en vigtig brik på Brøndbys midtbane, og under Alexander Zorniger har han været en af flere unge spillere, der har taget syvmileskridt i deres personlige udvikling. 

Den opfattelse deler Zorniger også, og han mener, at hvis ellers Nørgaard fortsætter i samme spor, er der ingen grænser for, hvor langt han kan drive det.

- Hans udvikling er på hvert eneste område ekstraordinær. Christian har haft det sjovt, og han har også tydeligt forstærket sin position internt på holdet. Og så længe han udvikler sig videre på den måde, ser jeg i øjeblikket ikke noget niveau, han ikke kan nå, siger Zorniger til Canal 9.

Du kan se hele interviewet med Brøndby-træneren i videoen i toppen af artiklen.