Zorniger: Utroligt med så mange BIF-fans i Berlin
Foto: Brondby.com
Superliga

Zorniger: Utroligt med så mange BIF-fans i Berlin

Brøndbys tyske træner er dybt imponeret over, at knap 2000 fans tager til den tyske hovedstad for at følge vestegnsklubbens drenge i EL-kvalen mod Hertha Berlin.

"Alle mand til Berlin!" stod der på et banner hos Brøndbys mest inkarnerede fans mod Hibernian for seks dage siden. Og noget tyder i den grad på, at alle Brøndby-fans tager turen til den tyske hovedstad, hvor vestegnklubbens fans vil hænge ud og feste på Alexanderplatz, der kun ligger tre kilometer fra kamparenaen Friedrich-Ludwig-Jahn-Sportpark. Der er nemlig solgt hele 1800 billetter til stadion i den tyske hovedstad.

Og Brøndbys træner Alexander Zorniger er imponeret over, at så mange Brøndby-fans tager turen til den tyske hovedstad.

- I min tilgang til fodbold betyder støtten fra holdets fans rigtig meget, for vi ønsker at spille offensiv og underholdende fodbold for fansenes skyld. Det skal være sjovt at se os spille. Derfor er det også ”unglaublich”, at der kommer næsten 2.000 Brøndby-fans på stadion i morgen. Det betyder rigtig meget for holdet. Vi så mod Hibernian, hvor meget stemning vores fans kan skabe. Brøndby Stadion var halvt fyldt, men det lød som om, at stadion var mere end fyldt, ja, næsten dobbelt fyldt. Så jeg er sikker på, at de næsten 2.000 Brøndby-fans kommer til at levere en fantastisk kulisse for vores spillere, og det er vi taknemmelige for, siger Zorniger til Brøndbys hjemmeside. 

Zorniger forventer imidlertid ikke, at klubbens fans skal forvente en walkover mod Salomon Kalou og kompagni. Snarere tværtimod. 

- Hertha Berlin er et stærkt, internationalt hold, som hører til i den bedste halvdel af Bundesligaen. Lige nu er de i fuld gang med deres træning og opstart til, at Bundesligaen starter i slutningen af august. Det taler til vores fordel, at de ikke er kommet i gang med Bundesligaen endnu, men det er altså et mandskab, som spillede med i toppen af Bundesligaen sidste sæson, som vi skal møde. De har spillere, der er så dygtige, at selv om de stadig er i gang med at fintune truppen til den kommende sæson, så skal vores spillere spille op til deres bedste for at spille med. Men vores spillere har vist en masse vilje og passion i vores seneste kampe mod Hibernian og i kampene mod Esbjerg og Silkeborg, så jeg er positiv og tror på, at vi kan give dem kvalificeret modstand.

Hertha-BIF fløjtes i gang klokken 20.15 i morgen aften og kan følges på 6'eren.