Zorniger: Vi tør ikke lave fejl
Foto: Lars Rønbøg/GettyImages
Superliga

Zorniger: Vi tør ikke lave fejl

Brøndby-træneren mener ikke, at Brøndby kan være tilfredse med 0-0 mod AaB.

Brøndby fik en flot start på sæsonen, og i de første fire kampe scorede holdet fra Vestegnen hele 13 mål og lignede pludselig kraftigt en seriøst titeludfordrer.

Lige siden derbysejren over FC København tilbage i starten af august, har Alexander Zornigers mandskab dog kun hentet én sejr og scoret tre gange i fem kampe.

Søndag spillede Brøndby 0-0 med AaB på hjemmebane, og forspringet ned til ærkerivalerne FCK, der fik en skidt start på sæsonen, er nu forsvundet. 

Spørger man den tyske træner Alexander Zorniger, så skulles den dårlige periode særligt, at Brøndby har svært ved at omsætte spilovertag til mål:

- Kun ét hold i Alka Superligaen (red. OB) har lukket færre mål ind, end vi har, og vi kan være tilfredse med vores cleansheet i dag, men vi kan ikke være tilfredse med, at vi i de sidste par kampe ikke har lykkedes med at få omsat vores store spilovertag og offensive arbejde til mål.

- Spillerne har forventninger om at ramme et højt niveau til hver kamp, men det sker ikke automatisk. Der skal kæmpes for det, fortæller Zorniger til Brøndbys hjemmeside umiddelbart efter AaB-kampen.

Midtbanespiller Christian Nørgaard tog efter kampen bladet fra munden og kritiserede åbent sig selv og sine holdkammerater for at trække sig i dueller og vise en forkert attitude på banen.

Den kritik er Zorniger enig i, ligesom at tyskeren fremhæver, at spillerne ikke tør lave fejl på banen:

- Vi havde nogle situationer i dag, hvor det virkede til, at vi ikke gav de sidste par procenter i vores jagt efter at få bolden i mål, og når vi ikke gør det, er det svært at skabe chancer og ikke mindst at score. Vi skal give alt, hvad vi har og ikke blot vente på den perfekte mulighed. Vi skal ikke være bange for at lave fejl, for vores spillestil kræver netop, at vi laver fejl.

- Det er svært at få bolden ind i det områder, vi gerne vil spille i, hvis vi ikke tør at lave fejl. Når vi ikke udfordrer, får vi heller ikke belønningen. Selvom modstanderne pakker sig imod os og står dybt på egen banehalvdel, er der masser af rum at arbejde med - og det skal vi udnytte, lyder det fra Zorniger. 

Brøndbys næste kamp er i DBU Pokalens tredje runde på hjemmebane. Superliga-mandskabet møder Ledøje-Smørum fra Danmarksserien.