Video : Tipsbladet
Superliga

Zorniger vil se spillerne kæmpe for holdet

Den tyske træner vil se sine spillere kæmpe, hvis de skal gøre sig forhåbninger om en plads på holdet.

Brøndbys cheftræner har bebudet udskiftninger i forhold til 2-0 nederlaget mod Lyngby i torsdags. Det betyder ikke, at han vil lade spillerne spare kræfter frem mod Pokalfinalen mod FCK på torsdag.

- Vi kommer til at lave en række ændringer til kampen i morgen. Vi skal være mentalt og fysisk klar til pokalfinalen, men vi har samtidig et par positioner på banen, hvor vi stadig vil prøve nogle ting af inden torsdag. Men vi går ud og jagter de tre point mod SønderjyskE, siger Alexander Zorniger til klubbens hjemmeside.

Selvom der vil være udskiftninger på nogle af pladserne, så forventer Brøndby-træneren stadig, at spillerne, som normalt ikke starter inde, har evnerne til at begå sig på Brøndby-mandskabet.

- At vi nok vil have nogle nye navne i startopstillingen betyder intet i forhold til vores måde at spille på. Vi skal selvfølgelig være energiske fra første fløjt og jagte et resultat. Alle spillerne i truppen har trænet og spillet med vores 4-4-2 og 4-2-3-1-systemer i 10 måneder, så vores spillere kender til vores måde at spille på. De spillere, som i starten af sæsonen ikke fik meget spilletid, har i de sidste tre-fire uger fået mere og mere spilletid og dermed mulighed for at prøve det af i kamp og vise sig frem som en del af holdet.

Selvom Brøndby har sikret sig andenpladsen og ikke kan nå førstepladsen, så er det stadig vigtigt at vinde kampen. Derfor vil han heller ikke tillade, at spillerne ikke er 100 procent fokuseret på opgaven.

- I morgen vil jeg se, at den enkelte spiller bidrager til holdet og ikke tænker på sin egen præstation. Jeg ønsker ikke at se spillere bruge kampen i morgen på at fokusere mere på deres eget spil end på at bidrage til holdets struktur og dynamik. Jeg vil se spillere, der går på banen i morgen og kæmper for holdet og jagter sejren, for det er den eneste måde, man kan komme i betragtning til at en plads i startopstillingen på torsdag.

Kampen sparkes i gang søndag kl. 18:00 på Sydbank Park i Haderslev.