FCM-talenter banker Málaga efter dramatisk afslutning
Talent

FCM-talenter banker Málaga efter dramatisk afslutning

Onsdag aften slog danskerne de spanske mestre ud af Youth League i en dramatisk kamp med slagsmål til sidst.

Sidste år fik mange danskere øjnene op for FC Midtjyllands U19-drenge. Her nåede de hele vejen til ottendedelsfinalen i Youth League. 

Nu er de igang med at imponere igen. Onsdag aften tog ulvene nemlig imod Malaga i sidste runde, inden knockoutfasen starter. Og det blev et mildest talt dramatisk opgør.

Malaga havde i den første kamp vundet med 2-0, og det lignede en svær opgave for de unge ulve. Men hjemmeholdet tråde i dén grad i karakter.

Mads Thychosen stod for to mål i første halvleg, der til sidst blev krydret med et rødt kort til udeholdets Joel Arimany. 

Efter pausen udbyggede Andreas Poulsen føringen, inden Mads Vang til sidst lukkede den imponerende forestilling med målet til hele 4-0. Og for at gøre ondt værre lod Malagas Arturo Segado Munoz frustrationerne løbe af med ham. En vanvittig tackling i overtiden blev takseret med endnu et rødt kort til udeholdet. Det udløste et kæmpe slagsmål på banen, hvor både spillere og trænere røg i totterne på hinanden. Blandt andet gik målscorer Andreas Poulsen derfra med en blodtud. 

FC Midtjylland er med sejren klar til knockoutfasen, hvor klubben skal møde en af andenpladserne i Champions League-grupperne i turneringen.