Video : Tipsbladet
Talent

To mål, to oplæg: Dansker kørte Real Madrid over i ungdommens CL

Jacob Bruun Larsen lagde først op til to mål, så scorede han selv to, da Borussia Dortmund viste vejen for seniorerne ved at slå Real Madrid 5-3 i Youth League.

Denne uge er kun to dage gammel, men den tegner allerede til at blive en ganske glimrende en af slagsen for Jacob Bruun Larsen. Mandag blev han udtaget til det danske U21-landshold, og tirsdag eftermiddag var han den store oplevelse, da Dortmunds ungdomshold slog Real Madrids ditto.

Tyskerne besejrede deres spanske gæster med 5-3 i UEFA Youth League, som er for Champions League-holdenes U19-hold. Bruun Larsen lagde først op til holdkammeraten Hüseyin Buluts to scoringer, og derefter fulgte han op med to kasser til sig selv, den sidste på straffespark. 

Det femte mål blev sat ind af det svenske stortalent Alexander Isak, som i vinter skiftede AIK ud med Dortmund. På det tidspunkt stod der 5-2 til Dortmund, og Real Madrid nåede altså at reducere inden slutfløjtet.

Dermed er alt lige i Youth Leagues gruppe H, efter APOEL overraskende slog Tottenham hjemme i Cypern. Alle fire hold har nu tre point efter to kampe, men Bruun Larsen og co. viste vejen for de voksne Dortmund-spillere, der i aften møder Real Madrid i Champions League.

Selv om 19-årige Jacob Bruun Larsen altså imponerer på U19-holdet, har han haft svært ved at spille sig på en stærkt besat offensiv på førsteholdet. Han har spillet syv minutter i en enkelt Bundesliga-kamp i denne sæson.