Video : Tipsbladet
Talent

Silkeborg skriver kontrakt med U16-landsholdsspiller

Den 15-årige Alexander Lucas Lind Rasmussen har underskrevet en traineekontrakt med Silkeborg IF.

Den unge angriber har underskrevet en traineekontrakt blot et år efter, han kom til klubben fra Hørning IF, og i Silkeborg er man overrasket over den talentfulde spiller, som har bidraget med 33 mål for U15-holdet.

- Alexander er først kommet til SIF for et års tid siden fra Hørning IF. Dengang havde vi ikke de helt store forventninger til ham, men man må sige, at han taget os med storm, fortæller Peter Christian Hansen, som er talentkoordinator og U15-træner i Silkeborg IF.

For den unge SIF-spiller er det også en drøm, som går i opfyldelse.

- Det er en stor ære. Det er noget, jeg altid har drømt om, fortæller angriberen, som sigter efter at blive fast mand på SIFs U17-hold.

- Det er rigtig stort at få kontrakt. Det er fedt at se, at hårdt arbejde også betaler sig, fortæller den unge SIF'er, som efter en snørklet vej har fundet sig til rette i SIF.

Talentchefen beskriver Alexander Lucas Lind Rasmussen, som en fysisk stærk og hurtige angriber, uortodoks og svær at have med at gøre for sine modspillere. Og så har han bare næse for mål.

- Det har været lidt af en gave for klubben, at han er kommet ind fra siden, fortæller en begejstet Peter Christian Hansen, som i næste sæson skal følge angriberen tæt som T+-træner. 

Alexander Lucas Lind Rasmussen har sat sit tydelige aftryk i debutsæsonen i SIF-trøjen, som kulminerede med en udtagelse til DBUs U15-talenttræf, hvor de 60 formodede bedste U15-spillere i landet skulle koges ned til et U16-landshold med 23 spillere.

- Han kom faktisk med på et afbud. Men da de først var i gang, så var der ingen tvivl om, at han skulle med på U16-landsholdet. Alexander endte som topscorer under turneringen, fortæller Peter Christian Hansen.