Talenttid - U/17 Ligaen - 3. spillerunde - Suveræne svaner, topopgør i Farum og forrygende FCK
Foto: tipsbladet.dk
Generelle

Talenttid - U/17 Ligaen - 3. spillerunde - Suveræne svaner, topopgør i Farum og forrygende FCK

D' BOLD giver dig det fulde overblik over tredje spillerunde i U/17 Ligaen.

I skyggen af den professionelle seniorfodboldverden finder vi talenternes skueplads. D’BOLD inviterer jer indenfor I en verden, hvor unge, håbefulde spillere på daglig basis gør deres ypperste for at forfølge drømmen. Læs med her, for at høre denne uges bedste nyheder om dansk ungdomsfodbold!

Skribent: Buster Emil Kirchner, D' BOLD (dbold.dk).

Der er nok at snakke om efter tredje spillederunde i U/17 Ligaen. HB. Køge satte medaljekandidaterne fra Esbjerg til vægs, FC København viste tænder og på Farum Park dystede landets to bedste talentfabrikker mod hinanden. De forsvarende mestre fra Brøndby og debutanten Haderslev var ikke i kamp.

OBS: Vi anbefaler at læse vores store optakt til U/17 Ligaen, hvis man vil have helt styr på den kommende sæson, de store profiler og meget andet.

Optakt del 1
Optakt del 2

Suveræne svaner

At HB. Køge vil og kan lege med de største, er noget, vi her på Talenttid er yderst opmærksomme på. I holdets første kamp mod FC Midtjylland var man ikke tilfredse med det ene point, man fik, og selvom præstation i Brøndby-kampen weekenden efter var bedre, var man alligevel i Køge-lejren bitre over at man ikke formåede at hente alle tre point.

LÆS OGSÅ: TALENTTID U/19 LIGAEN

I lørdags skulle de undertippede køgegensere i kamp for tredje gang i sæsonen, og for tredje gang var man på papiret det dårligste hold. På besøg kom sidste sæsons bronzevindere fra Esbjerg. Vestjyderne kom fra en 7-0-triumf mod Silkeborg, men det så ikke ud til at være noget, HB. Køges modige, unge spillere koncentrerede sig om i kampens indledning.

For knap var kampen fløjtet i gang, før hjemmeholdet bragte sig foran. En lang bold havnede bag Esbjerg-forsvaret, og her opsnappede Elias Fritjof den, inden han udplacerede Nichlas Slaikjær i EfB-buret. 45 sekunder spillet, 1-0, og gæsterne var chokerede.

Kampen udviklede sig derefter til værternes fordel, og spillet var mere præget af hårde nærkampe end poleret pasningsspil. Halvvejs inde i første halvleg kom de blåstribede sig over det tidlige føringsmål til hjemmeholdet, og ikke lang tid efter faldt udligningen.

Vestjydernes højre back Oliver Olsen havde listet sig frem i offensiven, hvorfra han en smule overraskende afdriblede et par sjællandske svaner, inden det blev dem for meget, og de nedlagde ham – Straffespark! Fra 11-meter-pletten var Martin Egelund iskold og scorede til 1-1.

Og til hjemmeholdets ærgrelse gentog sekvensen sig få minutter senere. Denne gang var det Oscar Abel, som blev nedlagt i HB. Køges straffesparksfelt, men i dette tilfælde formåede Martin Egelund ikke at passere Andreas Piilgaard i svane-buret, så derfor 1-1 ved pausen.

Anden halvleg var ligesom første halvleg præget af hårdt spil, men med Esbjerg i en mere dominerende rolle. Lars Vinds tropper havde chancerne til at bringe sig foran med 1-2, men i stedet gik det galt i den anden ende.

Et indlæg sejlede ind i panden på Alain Mateso, der med sin scoring til 2-1 afgjorde kampen. Gæsterne kunne og burde i slutminutterne have scoret det 2-2 mål, der i det mindste havde givet et point, men skarpheden manglende. HB. Køge vandt opgøret, og deres sæsonstart giver anledning til at tage hatten af, og sende en stor mængde respekt til Køge, Herfølge og omegn – godt gået!

Sultne løver knuste Silkeborg

FC København beviste lørdag eftermiddag, at man skal regne holdet blandt guldfavoritterne i U/17 Ligaen.Løverne vandt 3-0, men havde chancerne til mindst det dobbelte mod Silkeborg, der ellers skulle forsøge at revanchere sidste uges blamage mod Esbjerg.

SIF-træner Jesper Mikkelsen havde inden opgøret, ganske forståeligt, set sig nødsaget til at skifte ud på en lang række pladser. 7-0-ydmygelsen mod Esbjerg var uacceptabel, og som resultat heraf gled fem nye spillere ind i startopstillingen til opgøret mod FC København.

Men lige lidt hjalp det.

Magnus Schelle, Anes Travljanin og de øvrige rødklædte værter var nemlig bagefter i både tanke og handling, og det var et mindre mirakel at man gik til pause bagud med blot 0-1. Jonas Wind scorede FCK’s mål i en første halvleg, hvor løverne ramte træværket hele tre gange.

I starten af anden halvleg havde Silkeborg en periode, hvor man ikke lod sig kyse af hovedstadsdrengenes effektive pasningsspil, og i stedet selv formåede at kreere spil og chancer. Denne periode var dog relativ kort, og løverne satte sig hurtigt på opgøret igen. I slutningen af kampen satte FC København et flot punktum, da først Jonas Wind og dernæst Victor Jensen fik netmaskerne til at blafre.

Silkeborg-træner Jesper Mikkelsen kunne efter opgøret se forbedringerne i forhold til Esbjerg-kampen, men det har ikke alverden at skulle have sagt. Alt andet end en forbedring i forhold til det opgør, havde været chokerende..

LÆS OGSÅ: UNG VESTJYDE: VI HAR EN OFFENSIV TILGANG TIL SPILLET

Nej, Silkeborg tabte for tredje gang ud af tre mulige, og den negative målscorer på 1-13 giver grund til bekymring. FC København viste sig derimod fra sin bedste side og bekræftede Talenttids formodning om, at løverne er blandt de varmeste mesterskabskandidater.

Talent-giganter gav hinanden kamp til stregen

Sidste sæsons fjerdeplads mod sidste sæsons sølvvindere giver en indikation om, at kampen mellem FC Nordsjælland og FC Midtjylland hører til blandt de mest attraktive i U/17 Ligaen. Men det er dog ikke kun i U/17 Ligaen at holdene klarer det godt. Nej, i den overordnede og generelle vurdering af talentudvikling i Danmark, hører både tigrene og ulvene til i den absolutte top. Der var med andre ord god grund til at komme til fodbold på Farum Park i lørdags.

FC Midtjyllands purunge, U-landsholdsspækkede mandskab skulle forsøge at forbedre 3-3-resultat mod upåagtede HB. Køge, og den mission startede meget godt. I første halvleg var Svend Graversens mandskab det farligste, selvom værterne vanen tro var mest på bolden. Rent faktisk var FCN-forsvaret i flere tilfælde mere end heldige med, at midtjyderne ikke bragte sig foran, for chancerne var store og mange. 0-0 ved pausen.

Kampens sidste halvdel blev langt hen af vejen det samme som den første. FC Nordsjælland spillede og spillede, men FC Midtjylland havde de største chancer. Men skarpheden manglende stadig, og så går det, som det nogle gange gør i fodbold, når man ikke kender den berømte besøgelsestid..

Alt tydede på et remis, men mod kampens slutning, gik gæsternes forsvar total i opløsning.

Gæsternes forsvarsspillere Nicolai Damkjær og Sebastian Nielsen, der ellers havde været stabile i de første nogle af 80 minutter, blev af tre omgange udspillet. FC Nordsjællands Nicolai Frederiksen og Niklas Toft Kristiansen misbrugte to store chancer, men sidstnævnte var derimod kølig, da han i kampens 95. minut afdriblede Simon Petersen i ulveburet, og scorede kampens første, sidste og enlige mål.

De rødklædte værter omfavnede hinanden i vild glædeseufori, mens ulvene pegede fingre af hinanden, og mest af alt ønskede at det sene mål var et slemt, slemt mareridt. Det var det ikke. FC Nordsjælland vandt kampen 1-0.

AGF slog Vejle efter to mål på to minutter

AGF-træner havde ikke landsholdsspillerne Mads Mikkelsen og Christian Bech til rådighed. Derimod var der hele syv førsteårs U/17-spillere i startopstillingen, og det var nok til at besejre Vejle, som faktisk spillede en god kamp.

Århusianerne har været en positiv oplevelse i denne sæson, hvor man virker bedre end længe set. Sidste sæsons 13. plads gjorde ondt på ’De Hvie’, og hævntørsten lyser nu ud af øjnene på talenterne fra den jyske hovedstad.

Første halvleg af lørdagens kamp mod Vejle var en jævnbyrdig affære. Det var ikke til at se at Vejle kom direkte fra et smertende 4-0-nederlag på hjemmebane til FC Nordsjælland. Mads Olesen, tidligere FC Sønderborg, burde have bragt de rødklædte foran, men angriberen misbrugte to store chancer i første halvlegs slutning, så derfor 0-0 ved pausen.

Hvad der derefter skete i omklædningsrummet, skal være uvist. Måske Vejle var for selvtilfredse efter første halvleg, og derfor præsterede så jammerligt i anden halvlegs åbning, som tilfældet var? I det 43. og 44. minut scorede hjemmeholdets Marcus Hogan, og pludselig var alt vendt på hovedet.

Dårlige defensive aktioner koster mere, end de gør på den offensive del af banen, selvom VB dog var garant for begge dele i anden halvleg. Først med et kvarter igen fik man hul på bylden. Agon Mucollis lillebror, Arbnor, scorede på straffespark og skabte fornyet spænding i opgøret.

Kampens afslutning bød dog hverken på flere scoringer eller store målchancer, og derfor kunne AGF på en småsløj dag fejre sæsonens anden sejr ud af to mulige. Århusianerne ligger nu ganske overraskende på U/17 Ligaens andenplads, mens Vejle ganske som ventet frister en tilværelse i bunden af rækken.

 

Mølvadgaard vs Odgaard da Lyngby sæsondebuterede

For de fleste klubber var weekenden opgør nummer tre i sæsonen, men for Lyngby, som fik deres sæsonpremiere mod OB aflyst pga. en uhyrlig stor mængde vand på banen, var kampen mod Randers sæsonens første.  Kampen blev en dyst mellem to af rækkens bedste angribere!

Den lange bustur på tværs af landet syntes ikke at besværliggøre de unge lyngbygenseres formåen. I første halvleg var sjællænderne gode, og spillet med bolden var en fornøjelse at overvære. Uheldigvis for Lyngby, så elsker Randers at møde hold som Lyngby, som er gode på bolden. Efter syv minutter brød Marcus Vesterholm et Lyngby-angreb, og sendte med en flot aflevering Marcus Mølvadgaard i dybden. Mølvadgaard var iskold, rundede Oskar Snorre i målet og scorede til 1-0.

Ti minutter senere blev tilskuerne vidner til opgørets andet mål – denne gang fra Lyngby. Emilio Sørensen blev kluntet nedlagt i det kriminelle felt, og dommeren var ikke i tvivl og pegede på pletten – straffespark! Herfra var U17-landsholdsangriber Jens Odgaard sikker i sin sag, og derfor 1-1. En stilling, som holdene gik til pause på oven på en halvleg, hvor Randers havde arbejdet hårdt, og Lyngby havde kombineret flot.

LÆS OGSÅ: LYNGBY-TALENT TIL PRØVETRÆNING I FRANKRIG

Efter pausen trådte Marcus Mølvadgaard for alvor i karakter. Efter to mål på 13 minutter stod angriberen noteret for et flot hattrick, men hvad endnu vigtigere var, havde målene chokeret Lyngbys unge spillere i en sådan grad, at sjællænderne nu var på randen til at falde fra hinanden. Det var også tæt på at blive 4-1, men på et hængende hår fik gæsterne undveget katastrofen.

Det blev startskuddet til et flot Lyngby-comeback!

Rasmus Beyer udlignede for gæsterne med ca. 20 minutter tilbage, og en indskiftning af Emil Kourd var ligeledes nyttig i jagten på et godt resultat.

Da de kongeblås vestrekant, Oliver Bjerregaard, med godt ti minutter tilbage på stadionuret blev nedlagt i straffesparksfeltet, var comebacket tæt på at være en realitet. Jens Odgaard skulle dog først sparke straffesparket i mål, og det gjorde han ganske sikkert til venstre for en sprællende keeper i Randers-målet – 3-3.

I slutminutterne havde Lyngby de største muligheder for at vinde kampen, men Odgaards straffesparksscoring blev det sidste i et livligt og underholdene opgør. Begge hold må sidde med blandede følelser efter kampen. Specielt Randers, som ved stillingen 3-1 havde muligheden for at lukke kampen.

 

OB var bedst men tabte

Efter et snævert nederlag til Randers i sæsonpremieren, skulle de fynske talenter fra Odense Boldklub forsøge at ligge afstand til den bund, man for alt i verden vil undgå at være en del af. Modstanderen var AaB, der til opgøret var ramt af flere afbud.

De talentfulde fynboer sad på spillets i første halvleg, og alt gik som træner Anders Skjoldemose ønskede det. Masser af boldbesiddelse og taktisk snilde var nøgleordene fra øboernes dedikerede træner.

I Nordjylland kan de, ligesom på Fyn, prale af at have dygtige fodboldspillere. En af dem er U/16-landsholdsspiller Lukas Klitten. Angriberen kunne efter 20 minutter bringe sit hold i front efter flot opspil.

OB svarede dog hurtigt igen.

Holdets største profil, den charmerende, krølhårede midtbanedirigent Julius Eskesen, var manden med den udlignende scoring, som for alvor gav blod på tanden for odenseanerne. 1-1 var stillingen ved pausen.

LÆS OGSÅ: 17-ÅRIG ESBJERG-SPILLER DEBUTERER PÅ SUPERLIGAHOLDET

Efter pausen fortsatte stillingskrigen. Først i 62. minut skete der noget. Til store protester fra OB-lejren blev AaB tilkendt et frispark på kanten af feltet, hvor fynboerne helt klart mente, at frisparket skulle være fløjtet den anden vej. Nå, men det skal selvfølgelig ikke være en undskyldning for det, der skete efterfølgende, nemlig, at de bolsestribedes Wessam Abou Ali scorede.

Wessam Abou Ali var dog ikke færdig her, og fem minutter senere scorede han for anden gang, da han udnyttede en omstilling. Scoringen til 1-3 lukkede kampen, og gav aalborgenserne noget at lune sig over i bussen på vej tilbage til det nordjyske.

AaB er sammen med FC København og AGF de eneste hold, som efter to kampe har maksimum point. OB er derimod fortsat hvor de slap fra sidste sæson – med at tabe. Fynboerne skal dog hæfte sig ved, at præstationen i kampen mod AaB var til langt mere end et 1-3-nederlag.