Transferplanen: Økonomien sætter grænser i Viborg
Anders Brohus/Polfoto
Generelle

Transferplanen: Økonomien sætter grænser i Viborg

Skal der købes spillere, og hvem skal sælges? Tipsbladet.dk analyserer løbende frem mod transfervinduets lukning de 14 Superliga-klubbers transferplaner. Her sættes fokus på Viborg FF.

En af de mest interessante dage i fodboldkalenderen nærmer sig. Transfervinduets deadlineday finder denne sensommer sted onsdag den 31. august, og der arbejdes nu på højtryk i diverse klubber og agentkontorer for at sikre de sidste handler.

Frem mod transfervinduets lukning sætter tipsbladet.dk fokus på de 14 Superliga-klubbers transferbehov.

Denne gang er der fokus på Viborg FF.

Status:
Hvis Viborg FF kan fortsætte pointgennemsnittet fra de første seks kampe, så ligner det et hold, der overlever i Superligaen. Syv point for seks kampe er mere end godkendt, og senest viste holdet gode takter mod Silkeborg, der på hjemmebane måtte se sig blive kørt over med 5-1. Johnny Mølbys trup ser balanceret ud.

Sommerens tilgange:
Antonio Stankov (lejeretur, Vejle Boldklub), Aleksandar Stankov (lejeretur, AC Horsens), Nicholas Gotfredsen (lejeretur, FC Fredericia), Christian Sivebæk (lejeretur, Vejle Boldklub), Oliver Thychosen (FC Nordsjælland), Andreas Bruhn (AaB), Christian Keller (Randers FC), Jung-Bin Park (Hobro IK), Jacob Dehn Andersen (Viborg FF)

Sommerens afgange:
Christopher Poulsen (kontraktudløb), Jacob Egeris (Vejle Boldklub), Sebastian Andersen (Hobro IK), Antonio Stankov (kontraktudløb), Jeff Mensah (kontraktudløb), Ante Rukavina (lejeaftale udløber), Nicholas Gotfredsen (Hobro IK), Lukas Lerager (Zulte Waregem), Patrick Bang Nielsen (Kjellerup), Sebastian Denius (kontrakt ophævet)

Kommende kontraktudløb:
Mikkel Rask (årsskiftet)
Peter Friis (sommer 2017)
Jeroen Veldmate (sommer 2017)
Jonas Thorsen (sommer 2017)
Jeppe Grønning (sommer 2017)
Mathias Wichmann (sommer 2017)
Christian Keller (sommer 2017)
Serge Deblé (sommer 2017)

Her kan der sælges:
Det vrimler ikke med salgsobjekter i Viborg FF for tiden. Klubben har en relativt gammel kerne med spillere, der enten har været i udlandet, eller hvor der må gættes på, at de ønsker at fortsætte karrieren i Danmark. 

Kigger man på spillere med kommende kontraktudløb, er der alligevel et par navne, der tiltrækker sig opmærksomhed. Serge Deblé var evigt farlig i sidste sæson, og Jonas Thorsen har gjort det fortræffeligt på backen. Disse to spillere antages derfor at være de mest interessante for interesserede klubber, da spillernes kontraktudløb formentlig gør købsprisen lavere.

Her kan der købes:
De økonomiske muskler er ikke de største i verden hos Viborg. Det forventes ikke, at klubben handler i andre klubber, men de har på nuværende tidspunkt den ghanesiske midtbanespiller Gockel Ahortor på prøvetræning. Tidligere har klubben haft den store ivorianske angriber Mamadou Soro på prøve, men han blev i går sendt hjem uden en kontrakt.

Skal klubben agere på markedet, har der været snak om at hente en stor angriber, der kan supplere de små, truppen i forvejen har. Soro var på prøve, men blev ikke vurderet til at være god nok. Mikkel Vestergaard er i forvejen i truppen, men han bruger desværre for klubben mere tid på genoptræning end på at spille fodbold.