Udlejet målmandstalent tvivler på FCK-retur
Illustration
Generelle

Udlejet målmandstalent tvivler på FCK-retur

Jakob Busk regner ikke med at vende tilbage til FC København, når hans lejemål med Horsens udløber til vinter.

U/21-landsholdets førstemålmand Jakob Busk har i dette efteråret været udlejet til AC Horsens fra FC København, men da aftalen udløber til nytår, er fremtiden uvis for keeperen.

Hertil kommer at AC Horsens tirsdag meddelten offentligheden, at klubben er økonomisk presset og derfor skal skære til i både ungdomsafdelingen og på førsteholdet.

I FC København er der ikke udsigt til oceaner af spilletid, men Jakob Busk tager dog situationen roligt.

- Som udgangspunkt slutter min aftale med Horsens til vinter. I forhold til Horsens' udmelding er det selvfølgelig hårdt for klubben, og det er ærgerligt, men jeg tror ikke, at det ændrer meget ved min situation, siger Jakob Busk til tipsbladet.dk.

Han har endnu ingen afklaring om sin fremtid.

- Jeg er i en løbende dialog med Horsens. Der er ikke nogen afklaring endnu, men jeg tror, at Horsens' ændringer i klubben gør, at man vil bevare et stærkt førstehold. Så det betyder ikke så meget for min situation. Der er nogle ting i aftalen med Horsens, der skal på plads, før vi er enige, men vi må se, hvordan det ender. Jeg har været glad for mit halve år hos Horsens, og jeg har ikke noget at indvende mod mit ophold her, men tingene skal falde i hak, før vi har en aftale, siger Jakob Busk.

Målmanden forventer ikke at vende tilbage til FC København til vinter, hvor Stephan Andersen, Kim Christensen og Johan Wiland aktuelt udgør klubbens målmandsteam.

- Det er ikke min førsteprioritet, for jeg ville ikke være en stor del af holdet. Det er ikke planen, så vi må se, hvad der byder sig af muligheder. Jeg tager det, som det kommer, siger den unge keeper.

Meget tyder dog på, at Jakob Busk på længere sigt har en fremtid i FC København. Det er således halvandet år siden, at han udtalte til tipsbladet.dk, at hans ambition er at blive førstemålmand i FC København.