
OB vandt en sikker 5-3 sejr i kvalifikationen til Europa League-gruppespillet, og meget skal gå galt hvis ikke de danske vicemestre skal gå videre til næste runde. Alligevel sidder man med en lidt fesen fornemmelse, for det var totalt unødvendigt, at bosniske Zrinski stadig er med i kampen om avancement.
Fynboerne havde nemlig helt styr på kampen mod et meget middelmådigt bosnisk mandskab, og foran med 5-1 lignede det mest af alt dansk legestue. Men så ramte en kæmpe grad af koncentrationssvigt ellers OB, som indkasserede to mål i den sidste halve time, og fik en alt for lille sejr ud af hjemmekampen.
Inden da havde OB svaret fornemt igen på en bosnisk chok-scoring efter et kvarter, og scoret fem mål i træk. Heriblandt to perler signeret henholdsvis Peter Utaka og Hans Henrik Andreasen. Utaka scorede yderligere en pind, mens Rurik Gislason og Johan Absalonsen scorede de resterende danske mål.