
Det var ikke prangende, men FCK vandt 1-0 over Sparta Prag og er dermed tilbage i kampen om de to øverste pladser i Europa League gruppen, og det var chetræner Solbakken meget tilfreds med.
- Jeg er glad for sejren. Indsatsen var god, selv om jeg også godt ved, at nogle spillere har flere procent i sig. Vi var godt organiseret, og vi kontrollerede kampen, indtil der var spillet 93 minutter og 52 sekunder.
- Jeg forstår ikke, hvordan de kunne nå at skabe sådan en chance, når vi lige havde haft bolden nede ved vores målmand og kontrollerede den efterfølgende. Det er næsten umuligt, og jeg havde ikke lukket spillerne ud af stadion før på søndag, hvis Sparta havde udlignet, sagde Ståle Solbakken om den friløber, som det 17-årige stortalent Vaclav Kadlec, det største talent i tjekkisk fodbold siden Tomas Rosicky hvis man skal tro net-snakken, fik til allersidst.
Men Johan Wiland nåede frem og kronede en fin præstation med en afgørende fodparade, der var tre point værd for FCK.
- Han blev jo matchvinder med den redning, og han havde en god tilstedeværelse i målet. Safe Hands som man sagde om Arsenals David Seaman i gamle dage. Men udsparkene... De kunne ikke være værre. Tilskuerne skal jo have hjelm på, når han sparker ud, for der er alvorlig risiko for, at de får bolden i hovedet, sagde Solbakken med et skævt grin.
- Men husk på, at han er ny på holdet, så når han får flere kampe, bliver det bedre - i øvrigt lige som Peter Larsson, der nu spillede en rigtig god kamp, specielt før pausen, sagde en tilfreds cheftræner.