Generelle

Van der Schaaf: Jeg havde hånd på bolden

Brøndbys Remco van der Schaaf, som scorede det udlignende mål i søndages brag mod OB, erkender, at han han sekunder inden målet ramte bolde med hånden.

Der var mange fra både Brøndbys og OB's lejre, der søndag aften ikke var tilfredse med dommer Anders Hermansens måde at fløjte eller ikke at fløjte på.

En af de situationer, der efter kampen medførte diskussioner var Remco van der Schaafs mål til 2-2 kort før slutfløjtet. Inden hovedstødet modtog hollænderen en høj bold i yderkanten af feltet. Tv-bileder kunne afsløre, at bolden i situationen bliver tæmmet med hånden, sekundet inden Van der Schaaf sender bolden modsat med et smart bag-om-støttebenet-skud. Thomas Rasmussen sender kort efter et indlæg ind i feltet, hvor Remco van der Schaaf udligner til kampens resultat.

Efter kampen diskuterede hollænderen blandt andet situationen med OB's Peter Utaka og sagde efterfølgende til fodboldprogrammet Onside, at han ikke huskede episoden med hånd på bolden.

Mandag morgen er hollænderens hukommelse åbenbart i bedring.

- Det var en god følelse at se bolden gå i mål. Det er rigtigt, at jeg kort inden rammer bolden med hånden, men jeg har armen nede langs siden. Det er en situation, der kan dømmes, og den kan også undlade at blive dømt, men dommeren lod spillet køre videre i denne omgang, siger Remco van der Schaaf til Brondby.com.

Hollænderen mener, at Brøndby faktisk havde fortjent sejren, selv om OB var foran 2-0 indtil i slutningen af kampen.

- Selvom det var godt at hive en uafgjort hjem ovenpå, at vi er bagud med to, og Jens bliver smidt ud, så synes jeg, vi har fortjent mere. OB har ikke mange chancer, men scorer alligevel to. Vi har styr på dem hele vejen igennem kampen, så det var ærgerligt, at de får to mål på nærmest ingenting.

Brøndby sikrede sig point men måtte igen se afstanden til FC København blive større. Brøndby har nu seks point til toppen af ligaen. Næste store opgave har for Brøndby europæisk karakter, da det torsdag handler om returkampen mod Sporting oven på sidste uges 2-0-sensation i Portugal.

Næste opgave for Brøndby i Superligaen er Lyngby på udebane.