AGF: Flere svenske klubber kender Dioh

Den 30. december blev Dioh Williams rygtet til svenske Örebro, men AGF's sportschef Brian Steen Nielsen vil ikke forholde sig til klubnavne og nøjes med at konstatere, at han har et godt navn i Sverige.

Det er ingen hemmelighed, at Dioh Williams er på vej væk fra AGF. I efteråret var han lejet ud til Alania Vladikavkaz i Rusland, men han var ikke nogen succés i det russiske og tog til Sverige, inden den russiske sæson var afsluttet.

Mellem jul og nytår blev den 26-årige angriber så rygtet til Allsvenskan-klubben Örebro. Klubbens sportschef Lenart Sjögren ønskede ikke at sige andet, end at de kigger efter en angriber. AGF's sportschef Brian Steen Nielsen vil heller bekræfte, om Örebro er igang med at hente Williams.

- Der er flere klubber i Sverige, der kender ham, og vi kigger på, hvad der af muligheder, for det er bedst for Dioh og for AGF, at vi kommer videre nu. Men hvor han ender er ikke til at sige, for jeg ved det ikke. Pilen peger i retning af den klub, der er mest interesseret, siger Brian Steen Nielsen til tipsbladet.dk.

Hvornår der er en afklaring på Dioh Williams' fremtid, kan Steen Nielsen af gode grunde ikke sige. Og han ønsker i øvrigt heller ikke at sætte en deadline på, hvornår spørgsmålet om liberianerens fremtid skal være afklaret.

- Jeg kan sige noget i dag, og så kan det hele se anderledes ud om en time eller i morgen. Tingene går hurtigt i sådan et transfervindue, og vi må se, hvad der sker, siger sportschefen.

AGF og Dioh Williams har papir på hinanden i halvandet år endnu. Dioh Williams spillede for svenske Häcken, inden han kom til AGF i 2007.

Seneste nyt på tipsbladet.dk