
I 2008 ændrede Jonas Hebo Rasmussens liv sig radikalt. Efter et turnering med U/16-landsholdet i Portugal blev han inviteret med Arsenal til træningsturnering i Italien. Det gik så godt, at han fik en to-årig kontrak med London-klubben.
Her oplevede den 19-årige Hvidovre-dreng flere sjove ting, blandt andet på Arsenals træningsanlæg, hvor både ungdoms- og førsteholdsspillerne holdt til. Her stødte Jonas Rasmussen tit på flere af de store stjerner.
- Der var nogen, der ikke altid hilste på ungdomsspillerne. En William Gallas var ikke altid den flinke type, kan man sige. Det har jeg heller ikke noget imod. Men der var mange unge i førsteholdstruppen også. Walcott, Song, Bendtner, Fabregas. Hvis man gik forbi dem, kunne du i hvert fald være sikker på, at de nok skulle hilse på dig, siger Jonas Hebo Rasmussen til Tipsbladet.
Den unge spiller, der netop er skiftet til Hvidovre, fulgtes de fleste dage til træning med holdkammeraterne Wojciech Szczęsny og Jack Wilshere, og Jonas Rasmussen nåede da også at træne med alle de store stjerner på førsteholdet.
Tænkte du ikke lige en ekstra gang over afleveringen, når den var til Fabregas?
- De første fem minutter kan du godt tænke over det, men så er det jo også bare fodbold. Og du skal jo bare kalde på bolden, hvis du står fri. Det bedste ekempel på det og den bedste spiller, jeg har spillet sammen med, det er Jack Wilshere. Han var ydmyg, men han var kraftedeme ikke bange for at sige noget til nogen, fortæller Jonas Rasmussen.
Du kan læse meget mere om Jonas Rasmussens tid i Arsenal, hvor han blandt andet mødte David Beckham, i Tipsbladet Indsigt, der er på gaden nu