
Der var engang, hvor fælles fusionsplaner i Trekantområdet og et muligt navn som FC Trekanten kunne få folk til at trække på smilebåndet.
Det var dengang, at ingen af de tre klubber i området havde tidssvarende stadions, og der derfor var planer om et nyt storstadion i Taulov. Nu har både Vejle og Fredericia fået tilsvarende faciliteter, og det har ændret forudsætningerne for sidstnævntes lyst til at deltage i den kommende fusion mellem Vejle og Kolding.
- Vi kan heller ikke blive ved med at slå os sammen i dansk fodbold, så der til sidst kun er 12 hold tilbage i alt. Nogle skal være med til at udgøre laget i periferien af Superligaen, og der ser vi os selv. Vi kan ikke se fidusen i at lukke os selv ned og spille oppe i Nørreskoven, så vi har valgt at stå uden for fusionen, siger FC Fredericias direktør Stig Pedersen til tipsbladet.dk.
Men hvor efterlader det så FC Fredericia, der får en regional mastodont ved siden af sig, som man måske skal kæmpe om sponsorkroner med?
- Det får faktisk ingen indflydelse på vores sponsorkroner, tror jeg. Vores sponsorindtægter kommer i langt overvejende grad fra nærområdet her i Fredericia-Middelfart. Selvfølgelig har vi også nogle sponsorer fra Kolding og Vejle, men når de har afdelinger i Fredericia også, ville det være naturligt, hvis de også fortsat lagde penge hos os, mener Stig Pedersen.
Fredericia-direktøren understreger, at hans klub altid har haft et godt forhold til Vejle, og at det måske endda kan gavne med et regionalt flagskib.
- Vi har før oplevet, at når det går godt for Vejle, så drypper det på Fredericia, fordi der kommer flere gode spillere til regionen, og nogen kommer måske i overskud der.