
Peter Sørensens kommandoer til sine nye spillere foregik på en volumen så høj, at lyden kunne høres langt væk. Og instrukserne gik ofte helt i detaljen med, hvad den enkelte spiller skulle gøre i en given situation.
En noget anden fremgangsmåde end forgængeren Erik Rasmussen, men spillerne tog godt imod deres nye træner og var efterfølgende glad for det første træningspas med Sørensen.
- Det gik fint. Han er rigtig fint engageret og kommer med en masse nye gode idéer. Så det bliver spændende at se det næste stykke tid, hvordan vi får det hele strikket sammen, siger Peter Graulund til tipsbladet.dk.
- Det er svært at analysere trænerstilen efter kun et træningspas, men jo, Peter Sørensen er rigtig engageret i den træning, han lagde fra dagen i dag. Og det havde vi også kun hørt om. Han er med hele året rundt, og ikke kun fordi at det hele er nyt. En rigtig dygtig træner, som vi allesammen kan lære rigtig meget af, så det ser jeg bestemt frem til.
AGF-angriberen Peter Graulund var i gravkammerstemning i dagene efter nedrykningen fra Superligaen, men han har lettere ved at finde smilet frem nu.
- Jamen, humøret er fint i truppen. Det hjælper jo heller ikke andet. Vi er rykket ud og skal spille 30 kampe i 1. division nu, så det hjælper ikke at rende og hænge med næbbet nu. Det skulle man have ændret for et halvt år siden, hvis det var det.
Så nu ser I fremad med optimisme?
- Det er vi nødt til. Det kan ikke betale sig andet.
Peter Graulunds tillid til AGF-holdkammeraterne er usvækket i forhold til at løse den konkrete opgave med at rykke op igen.
- Uanset om der er nogen, der rejser, og det er der helt sikkert, så skal vi være favoritter. Vi har et rigtig godt fundament. Vi har en dygtig træner og en stærk spillertrup, så vi skal rykke op. Og det skal vi gøre i den første sæson, vi er her. Alt andet ville være uacceptabelt.
Kommentarer
Hvis AGF sejrer på Lerpytter Stadion ligner det en hurtig oprykning.
Skriv din egen kommentar