
En stemme. Så tæt var det på, at B1909 tirsdag aften meldte sig ud af FC Fyn. Her var der generalforsamling, hvor medlemmerne i den ene af FC Fyns tre moderklubber skulle afgøre, om man fortsat ville være med i det fynske samarbejde.
B1909 har igennem længere tid været utilfreds med samarbejdet, en utilfredshed der bundede i, at Dalum fik de bedste reserver fra førsteholdet til deres mandskab i Albani-serien. Derfor har en udmelding igennem en længere periode været diskuteret hos traditionsklubben B1909.
Tirsdag aften kom det så til en afstemning på en generalforsamling hos 09'erne, og det blev en gyser. 70 stemte for fortsat deltagelse i FC Fyn, mens 69 stemte for en udmeldelse. To stemmer blev erklæret ugyldige.
Forinden havde der været en heftig debat blandt klubbens medlemmer om fremtiden.
- FC Fyn har kun et skud i bøssen. Hvis nogen tror, at B1909 selv kan rykke op i 2. division, så glem det. Vores organisation ligger i ruiner og vores økonomi er på et nulpunkt, sagde konstitueret formand Jan Bramsen inden afstemningen ifølge fyens.dk.
FC Fyn rykkede i den forgangne sæson ud af 1. division, mens B1909's bedst placerede mandskab på lørdag spiller mod Esbjerg om oprykning til Danmarksserien.