
De har på hver deres måde et stort talent. Den "gamle" Jeppe Kjær på 23 år og den unge David Boysen på 18. Og snart kan deres talent være at finde i SAS Ligaen.
Jeppe Kjær ansatte for nylig en agent efter samråd med sportsdirektør i FC Roskilde, Jesper Sommer, og AB-direktør, Ronny Saul, vil ikke afvise, at man sælger Boysen, hvis det retter tilbud dukker op.
Men hvem er de to, og hvad er det, der gør dem så gode?
- Det, som har været godt for hans karriere, mens han har været hos os, er, at han har fået en udfordring, siger FC Roskildes træner Martin Jungsgaard til Tipsbladet om Jeppe Kjær:
- Der har hele tiden været noget nyt at skulle sætte sig op til. Så kan man enten bukke under eller vokse med udfordringerne, og han har vokset hver gang. Jeg vil også mene, at det inden for en overskuelig fremtid vil være godt for ham at komme videre.
170 centimeter høje og lynhurtige Jeppe Kjær har i den sæson - sin første i første division - scoret 17 mål, og hvis man lægger det sammen med antallet for sidste sæson, har han på to sæsoner scoeret 37 ligamål for roskildenserne.
Boysen er flabet
I Gladsaxe har man en lidt yngre og potentielt større talent. David Boysen er kun lige fyldt 18 år, men han har i denne sæson for alvor fået sit gennembrud på AB-holdet, der med hans hjælp har vundet ti kampe i streg.
- Rent fodboldmæssigt er hans styrke hans helt ekstreme acceleration og speed både med og uden bolden, forklarer AB-træner Flemming Christensen til tipsbladet.dk om David Boysen.
- Han er ekstrem hurtigt, og så har han et fint blik for spillet og er lidt flabet i sin spillestil.
Boysen scorede i foråret seks mål i fire kamp og bliver oftest brugt som angriber, mens han også kan benyttes som kant.
Ryger Kjær først?
Det er nok Jeppe Kjær af de to, der højst sandsynligt bliver solgt først på grund af hans relativ høje alder. Men som Ronny Saul siger...
- ...så skal vi jo gøre det, der er forretningsmæssigt rigtigt, og hvis det er rigtigt at sælge David Boysen, fordi vi tjener gode penge, så gør vi det.
I FC Roskilde siger sportschef, Jesper Sommer, at man ikke vil stille sig i vejen for Jeppe Kjær, hvis den rette klub dukker op.
Læs hele artiklen om Boysen og Kjær i Tipsbladet Update, som er på gaden i dag eller på vores e-avis her.
Få Danmarks eneste rendyrkede fodboldavis leveret til døren. Bestem selv dit abonnement her.