
1. divisionsklubben Kolding FC har i høj grad rod med økonomien. Klubben har ikke været i stand til at betale dens ansatte deres løn i november-måned, og nu venter en konkurs måske forude.
Den jyske klub har arbejdet det meste af dagen på at finde en løsning, men hvad der konkret blev besluttet på krisemødet, der blev afholdt onsdag eftermiddag, vil klubben ikke ud med. Først torsdag kommer Kolding FC med et statement.
- Torsdag klokken 12 udsender vi en pressemeddelelse. Før det tidspunkt ønsker vi ikke at sige noget, slår næstformand og storsponsor i klubben John Roth fast overfor jv.dk.
Der har det seneste stykke tid været rigtig meget snak om, at Kolding FC og Vejle Boldklub fusionerer. Og lige nu virker det altså til i høj grad at være i Koldings interesse - både sportsligt og økonomisk.