Danilo Arrieta har fået en stærk start på sæsonen med Hobro. Fire scoringer er det blevet til i fem kampe, og med det enlige mål i Køge og første scoring i weekendens 2-1 sejr over Næstved har den tidligere Valencia-spiller en stor andel i, at Hobro nu ligger over stregen i 1. division.
Arrieta har været på træningsophold i Tyrkiet og været på tale i adskillige udenlandske klubber, mens han har spillet for Hobro, men trods interessen har offensivspilleren i sommer forlænget aftalen med Hobro indtil juni 2011.
Arrietas cheftræner Jan Østergaard er glad for Arrietas indsats og vil ikke spekulere over, at han nemt kan miste den 23-årige tekniker på en transfer i løbet af det næste års tid.
- Han er en dygtig afslutter med gode tekniske kvaliteter, og så er han god til at læse spillet. Det gør, at han er hurtig i opfattelsen inde i feltet og kan komme først på bolde derinde. Det er dejligt for ham og holdet, at han har fået en god start, siger Jan Østergaard til tipsbladet.dk.
- Selvom han er en individualist, arbejder han rigtig hårdt for holdet, siger Jan Østergaard.
- Det med klubskifte er ikke noget, jeg spekulerer på. Det er der andre i klubben, der tager sig af. I fodbold ved man ikke, om man har kort eller lang tid til at arbejde sammen med spillerne, så det gælder om at bruge tiden sammen bedst muligt. Det gælder også for Danilo, siger Jan Østergaard.
Danilo Arrieta og hans holdkammerater har med sejrene over HB Køge og Næstved sagt foreløbigt farvel til bunden og ligger nu på en niendeplads i 1. division.