
Vejle har fået en fin start på sæsonen i Danmarks næstbedste fodboldrække. Derfor kom det også som et lyn fra en klar himmel, at vejlenserne løb ind i en kæmpe-lussing til Skive forrige weekend. 6-3 tabte de rød-hvide ved den lejlighed, men i aften kom holdet tilbage på sporet.
I den svære hjemmekamp mod AB lykkedes det nemlig for jyderne at vinde med 2-0.
Sejren skyldes i høj grad storspil af den tidligere Silkeborg-yndling Kim Olsen. Den hjemvendte angriber scorede nemlig begge mål for Vejle. Først efter 43 minutters spil og igen to minutter senere. Det kunne endda også være blevet til et hattrick for Kim Olsen, men med ti minutter igen misbrugte angriberen et straffespark.
På trods af sejren er Vejle dog stadig et stykke efter AGF på førstepladsen. Vinder Århusianerne i weekenden vil Superliga-nedrykkerne have fem point ned til Vejle på andenpladsen.