VM

Anders Møller Christensen: Jeg er VM-klar

OB's Anders Møller Christensen har ikke hørt fra DBU efter SImon Kjærs skade, men forsvarsspilleren er helt klar til at træde ind i VM-truppen

Der er endnu ikke kommet noget resultat ud omkring den skade Simon Kjær blev ramt af i slutningen af torsdag aftens testkamp mod Senegal i Aalborg.

Da Morte Olsen i sin tid udtog bruttotruppen til VM blev OB's Anders Møller Christensen placeret i en stand by-pulje sammen med tre andre spillere, der alle fik besked om at holde sig klar og dermed i form, hvis en skade eller andet skulle indtræffe.

OB'eren er klar til at støde til VM-truppen men har endnu ikke hørt noget.

- Jeg har ikke talt med nogle fra DBU eller andre omkring landsholdet. Jeg har fået at vide, at jeg skal holde mig i gang, og det har jeg selvfølgelig gjort ved bare at træne som almindeligt i OB, siger Anders Møller Christensen til tipsbladet.dk.

- Jeg så ikke selv kampen i aftes, da vi var ude og spille en kamp med OB. Først på vej hjem i bussen, fik jeg at vide, at Simon var blevet skadet. Jeg er selvfølgelig klar til at tage af sted, men lad os nu se med den skade. Foreløbigt er der ikke kommet noget overblik over skaden, så jeg tager det stille og roligt og tænker ikke for meget over det, lyder det fra forsvarsspilleren.

Morten Olsen og DBU skal senest 1. juni aflevere de 23 navne, der skal indgå i den danske trup, og meldingen torsdag aften var, at man formentlig vil tage Simon Kjær med til Sydafrika i håbet om, at skaden ikke er værre end, at han kan være klar til kampe 14. juni.

FIFA's regler gør endda, at de 32 VM-hold kan skifte ud i truppen indtil 24 timer før den første kamp. Er en spiller skadet, kan der altså hentes en erstatning ind i Danmarks tilfælde - frem til 13. juni klokken 13.30, så i princippet skal Anders Møller Christensen og de andre spillere i stand by-pulje være klar til afrejsen i godt 14 dage endnu.