
Han havde Didier Drogba og Salomon Kalou i sin fold, da han sidste forår vikarierede som træner i Chelsea. Nu kan Guus Hiddink igen komme til at have de to ivorianere under sig. Den russiske landstræner skal nemlig højst sandsynligt stå i spidsen for Elfenbenskysten under sommerens VM. Det skriver goal.com.
Ifølge hjemmesiden er de to parter tæt på hinanden, og efter planen skal hollænderen overtage landsholdet den 15. maj til og med den 15. juli - fire dage efter VM-finalen.
Eneste forhindring skulle være Hiddinks kontrakt med det russiske fodboldforbund, der løber juni ud. Men den kontrakt er under forhandling om tidlig opløsning.
Elfenbenskysten fyrede i starten af marts Vahid Halilhodzic.
Guus Hiddink overtager efter VM det tyrkiske landshold. Han har tidligere stået i spidsen for Holland, Australien og Sydkorea - med succes ved VM.