VM

Mexicos gyldne generation vil skrive historie

For fem år siden slog de Brasilien i en finale om verdensmesterskabet, nu vil de unge mexicanske talenter også vise flaget i Sydafrika.

Den gyldne generation.

De fleste større lande har brugt det begreb på et eller andet tidspunkt i deres landsholdshistorie, når talentfulde ungdomsspillere vokser til og giver håb for spektakulære resultater på de største scener. I Portugal håbede man for eksempel i mange år på den fine flok af talenter med Luis Figo og Rui Costa i spidsen, men håbet var forgæves.

Nu er de stjerner fortid, og i stedet er en af denne slutrundes gyldne generationer at finde på det mexicanske landshold, der nok har et par gamle legender i de 37-årige Oscar Perez (målmand) og Cuauhtemoc Blanco (angriber), men også indeholder en flok unge talenter, der allerede har vist klassen.

I 2005 blev der afholdt U/17-VM i Peru, og her vandt Mexico med en sensationel og sikker 3-0 sejr i finalen over Brasilien, og nu er de unge klar til VM for A-landshold.

Mod Sydafrika var der spilletid fra start til Efrain Juarez, Giovani dos Santos og Carlos Vela, mens Hector Moreno sad på bænken, og efter pausen kom den kommende Manchester United-spiller Javier Hernandez på banen. Han var godt nok ikke med til at vinde VM i Peru med de fire andre nævnte, men han regnes alligevel som en del af den gyldne generation, fordi det kun var en skade, der holdt ham væk fra en af mexicansk fodbolds store triumfer.

Og nu er de klar til at vise, hvad de er værd.

- Folk siger, at vi ikke har vist, hvad vi kan endnu, men jeg er sikker på, at vi nok skal triumfere. Vi vil bruge den uafgjorte kamp mod Sydafrika som et fundament at bygge videre på, og vi vil gøre alt for at gå ud og skrive historie. Mand for mand har vi en stærk trup, men det skal også afspejles i resultaterne.

- Men jeg vil gerne understrege, at vi er den gyldne generation i mexicansk fodbold. Og efter at have set kampen mellem Frankrig og Uruguay tror jeg også, at Mexico har en god chance for at gå videre fra gruppen, sagde således den 21-årige Arsenal-angriber Carlos Vela, der i sin tid blev topscorer ved U/17-VM i Peru.

Og hvad er historie så for Mexico?

Jo, i første omgang håber man at kunne spille fem kampe ved denne slutrunde. Ved de fire seneste VM'er er man nemlig hver gang gået videre fra gruppespillet for så at blive slået ud i 1/8-finalen. Men det kan den gyldne generation måske ændre på.