Når adrenalinen koger efter en VM-kamp

Gedemarkedet og skuespillet kendt som Mixed Zone, der er kendt af journalister og fodboldspillere til store, internationale kampe over det meste af verden, foregår ofte i et rum uden vinduer i eller under et fodboldstadion, efter en fodboldkamp, når adrenalinen fra opgøret på græstæppet er ved at have lagt sig.

De mest eftertragtede spillere har allerede været igennem flere interview med de tv-stationer, der har betalt millioner af kroner for blandt andet retten til at være førstevælger, og for nogle er trætheden forståeligt nok allerede ved at sætte ind, når de skal ind til horden af ventende journalister.

For journalister til VM er adgang til Mixed Zone ofte noget, man meget gerne står i kø for og forsøger at fifle sig til med de kontakter i FIFA og de nationale fodboldforbund, man nu måtte have. Nok ikke så meget fordi det er hyggeligt, som fordi chefredaktører og programchefer med forskellige deadlines alt efter hvor på kloden de befinder sig gennem emails og mobiltelefoner skriger efter friske reaktioner på kampen før næste udgave - og meget gerne nogle reaktioner, som ingen andre har.

Det er naturligvis noget nær utopi ved et VM, ihvert fald hvis man skal være først og have de største navne. Som en af de privilegerede, der ikke død og pine skal have et eksklusivt interview med Lionel Messi eller Samuel Eto'o i løbet af fem minutter, har jeg på sikker afstand kunnet observere kolleger nærmest kaste sig ind over barrierer og skubbe/slå deres udstrakte arme gennem klumpen af journalister og så tæt på ansigtet som muligt til den spiller, der er stoppet op for at svare på spørgsmål.

Ved VM i Sydafrika er Mixed Zone bygget op som en mindre labyrint af en meter høje plasticbarrierer, som spillerne skal gå igennem for at komme ud til den ventende holdbus, og hvor journalisterne står på den anden side og kæmper om det, man tror er den smarteste plads, hvor spillerne måske vil stoppe. Og når en Fabio Cannavaro, Daniele de Rossi, Lionel Messi og Kaka så stopper op i denne labyrint for at fortælle om kampen i nogle tilfælde dirrigeret af en pressechef, som journalister så skal tigge og bede om et interview  strømmer en kødrand af journalister til.

Ved søndagens New Zealand-Italien kamp så jeg en barriere, der lænede faretruende ind over Daniele de Rossi og var sekunder fra at kollapse, fordi 20 voksne mænd pressede og lænede sig ind over for at fange den italienske midtbanespillers udtalelser. Og hvad er resultatet af disse seancer?

Langt fra overvældende. Selvom det er dødirriterende, når en spiller tager sine hovedtelefoner på og vader igennem uden at tale med nogen med en mine, der fortæller, hvor ligeglad han er, forstår jeg, at spillerne ikke har lyst til at sige for meget. Oversættelser kan hurtigt skærpe vinklen, tage ord ud af sammenhænge og blive blæst op til voldsomme overskrifter med få minutter til at avisen skal i trykken eller tv-indslaget skal i næste nyhedsudsendelse.

Her på falderebet skal de danske landsholdsspillere have ros for at være en af VM's undtagelser. De stiller op og taler med dem, der beder om det, tager sig tid til at man faktisk kan føre et meningsfyldt interview og få nogle interessante nuancer frem, og det skal de endelig blive ved med, både for deres egen og danske fodboldinteresseredes skyld.