Boateng og Muntari smidt ud af Ghanas VM-lejr
Illustration
VM

Boateng og Muntari smidt ud af Ghanas VM-lejr

Kevin Prince Boateng og Sulley Muntari er blevet sendt ud af VM-truppen efter flere episoder med slåskampe og mundhuggerier med holdets stab.

Ghanas landstræner Kwesi Appiah har tilsyneladende fået nok af de to midtbanestjerner Kevin Prince Boateng og Sulley Muntari. I følge freelancejournalisten Gary Al-Smith, der følger Ghanas VM-hold tæt for flere medier, har de fået indtil klokken 8.00 (13.00 dansk tid) til at forlade den ghanesiske VM-lejr. Træner Appiah har, i følge Al-Smith, bekræftet historien. Det skriver han på Twitter.

Fyringen af de to landsholdsspillere sker her bare fem timer før deres afgørende gruppekamp mod Portugal, og bare få timer efter at spillerne endelig har fået udbetalt den meget omtalte bonus på 100.000 dollars, som de har fået udbetalt i kontanter, der er fløjet til Brasilien fra landets hovedstad Accra.

De to midtbanespillere skulle have været oppe at toppes under træningen for to dage siden. Boateng og Muntari blev bedt om at forlade træningen, hvorefter Boateng startede et skænderi med træner Appiah. Derudover skulle Muntari i går have overfuset en fra staben omkring holdet, og de hændelser har nu altså fået Kwesi Appiah til at sige stop.

Sulley Muntari var under alle omstændigheder i karantæne til kampen mod Portugal, mens Kevin Prince Boateng var tvivlsom med en skade. Alligevel kan det ikke være den bedste optakt til en kamp, som ghaneserne er pisket til at vinde, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at nå 1/8-finalerne.