FIFA afviser: Ingen kompensation for vinter-VM
Foto: Hadebe Themba/Polfoto
VM

FIFA afviser: Ingen kompensation for vinter-VM

Det internationale fodboldforbund FIFA har ikke i sinde at kompensere europæiske fodboldklubber.

Det ventes, at VM i Qatar 2022 bliver flyttet til et vinter-VM, der i stedet afholdes i november og december, og det har ikke overraskende fået ligaer i Europa til at rase. For ved at flytte VM skal store europæiske ligaer som Premier League, Primera Division og Serie A også rykke rundt på kalenderen, og det har også gjort flere klubber sure og irriterede. Sammenslutningen af europæiske fodboldklubber vil nemlig ikke bare acceptere et vinter-VM.

De vil ganske enkelt kompenseres økonomisk, hvis VM skal flyttes, og det er lagt op til en krig, for FIFA har ikke i sinde at kompensere de europæiske klubber.

- Der bliver ingen kompensation. Der er syv år til at lave kalenderen om, siger Fifas generalsekretær, Jerome Valcke, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Endnu er VM i 2022 ikke flyttet til vintermånederne, men sker det, kommer presset ganske givet til at stige på FIFA - og ikke mindst præsident Sepp Blatter, der i forvejen ikke er den mest populære mand blandt europæiske klubber.