Gustavo: Tid til at tage ved lære
Illustration
VM

Gustavo: Tid til at tage ved lære

De formåede ikke at leve op til de sportslige forventninger, men nu må Brasilien tage ved lære og fokusere på det positive, mener Luiz Gustavo.

Der er ingen undskyldning for Brasiliens tamme præstation ved VM-slutrunden. Det mener holdets midtbaneprofil Luiz Gustavo, der opfordrer sine holdkammerater til at tage ved lære af skuffelsen. 

- Det var ikke den slutning, vi havde forventet, men sådan er fodbold. Nu er vi nødt til at være mandfolk og tage ved lære af den kritik, som vi unægteligt vil få, både den fair og den unfair kritik. Det er en del af det. Jeg mener ikke, vi på noget tidspunkt gav op, og vi gav alt, hvad vi havde under hele slutrunden, sagde Luiz Gustavo til Bandeirante efter kampen.

Han opfordrer både de brasilianske spillere og befolkningen til at fokusere på det positive, efter det ikke lykkedes at leve op til de sportslige forventninger.

- Brasilien har vist alle, at vi er i stand til at være værter for en fantastisk begivenhed som denne slutrunde uden store problemer, tilføjede Luiz Gustavo.