Håbløse VM-forberedelser i Iran
Illustration
VM

Håbløse VM-forberedelser i Iran

Irans landstræner Carlos Queiroz er lige rejst på træningslejr med blot 11 spillere - heriblandt ingen målmand.

Iran skal om under to måneder spille VM i Brasilien, og landstræner Carlos Queiroz er gået i gang med at forberede sine spillere på strabadserne i sambalandet. Det vil dog være synd at sige, at den tidligere Manchester United og Real Madrid-træner har nemme arbejdsbetingelser.

Tirsdag eftermiddag er VM-truppen draget på den første træningslejr forud for slutrunden, men kun 11 spillere gik ombord i det fly, der skulle fragte dem til Sydafrika – og blandt disse 11 var ingen målmand.

Årsagen er, at de fire iranske klubber Esteghlal, Sepahan, Foulad og Teraktor-Sazi har nægtet at lade deres spillere rejse af sted med landsholdet, da de stadig er med i den asiatiske udgave af Champions League. Og da hovedparten af Irans landshold består af spillere fra den hjemlige liga, efterlod det ikke Carlos Queiroz med mange spillere.

Træningslejren i Sydafrika har 7. maj som slutdato, og iranske medier rapporterer, at spillerne fra den hjemlige liga vil komme dryssende, efterhånden som de bliver slået ud af diverse turneringer med deres klubhold.

Iran er havnet i gruppe med Argentina, Nigeria og Bosnien-Herzegovina ved VM.