Video : Tipsbladet
VM

Hareide om skæbnekampene: Vi har en god mulighed

Danmark skal slå Irland over to kampe for at hente VM-billetten, og det ser Åge Hareide som en god mulighed.

I november skal Danmark møde Irland i to omgange for at kvalificere sig til VM i Rusland. Modstanderne skræmmer ikke landstræneren.

- Vi skal finde Irlands styrker og svagheder, men vi skal også stole på os selv og vores styrker. Hvis vi når vores maks-niveau, har vi en god mulighed, siger landstræneren til DBU TV, som sendte live på Facebook under lodtrækningen.

Til det første møde med Irland får Danmark hjemmebane-fordelen, og det skal danskerne udnytte, påpeger landstræneren.

- Vi må satse på vores styrke i Parken. Vi må arbejde på at bryde dem ned. Den offensive vilje er vigtig for publikum. At spillerne ofrer sig i de offensive løb og tør spille, fortæller Åge Hareide, der vil opfordre sine spillere til at angribe højt på hjemmebanen.

Mens Danmark får fornøjelsen af at møde Irland, skal Sverige spille mod Italien. Nordirland møder Schweiz, og Grækenland skal forsøge at slå Kroatien for at kvalificere sig til VM i Rusland.

Den første kamp mellem Danmark og Irland bliver spillet mellem den 9.-11. november, mens det afgørende opgør spilles i Dublin mellem 12.-14. november. De endelige datoer er endnu ikke fastlagt.