Hiddink puster til Rusland-rygter: Kan jeg hjælpe dem, gør jeg det
Foto: Thanassis Stavrakis/Polfoto
VM

Hiddink puster til Rusland-rygter: Kan jeg hjælpe dem, gør jeg det

Guus Hiddink puster til de rygter, der sender hollænderen tilbage til landstrænerjobbet i Rusland. Hollænderen siger, han ikke har noget imod at hjælpe russerne.

Guus Hiddink puster til de rygter, der sender den tidligere Chelsea-, Australien-, Sydkorea-, PSV-, Rusland- og Holland-træner tilbage på trænerbænken i det russiske. 6'erens ekspert Morten Bruun spurgte helt forundret forleden, hvad russerne dog skal stille op, inden VM begynder om to år i netop Rusland. Men noget ser ud til at være på trapperne: Guus Hiddinks tilbagekomst. Det skrev vi allerede, at der var rygter om tidligere i dag på tipsbladet.dk, og nu meddeler hollænderen, at han gerne vil hjælpe Rusland. 

- Rusland befinder sig i en meget kompliceret situation - både i forhold til det sportslige, men også i forhold til det image, landet har i verden. Sport kan - selvom det måske kun er min idealistiske ide - hjælpe med at stille russerne i et bedre lys. Hvis jeg kan bidrage med noget, gør jeg det, siger Hiddink til NOS.

Guus Hiddink var tidligere landstræner for Rusland fra 2006 til 2010. Her bragte hollænderen russerne hele vejen til EM-semifinalen i 2008, mens han var lige ved at få Arshavin og kompagni til VM i Sydafrika. Russerne havnede på andenpladsen i en svær gruppe med Tyskland og tabte efterfølgende til Slovenien på reglen om udebanemål i playoff-fasen.