Ingen sambabold i Brasiliens sidste VM-test
Illustration
VM

Ingen sambabold i Brasiliens sidste VM-test

Brasilien vandt kampen over Serbien, men spillet var ikke tilfredsstillende for Scolari og det brasilianske publikum.

Ivrige efter at vise VM-formen frem for hjemmepublikummet, stillede værterne fra Brasilien op i noget, der lignede stærkeste opstilling i fredagens testkamp mod Serbien.

Men hvis brasilianerne havde forventet, at kampen blev en opvisning i besnærende angrebsspil, så blev de slemt skuffet, da serberne viste god modstand mod VM-favoritterne.

Der gik ikke mere end lige nøjagtig to sekunder, før brasilianerne fik deres første chok, da Barcelona-stjernen Neymar efter at have givet bolden op, vred sig i græsset efter en serbisk tackling.

Hverken med- eller modspillere lod dog til at tage det særlig seriøst, og efter at have sundet sig lidt, rejste Neymar sig også igen.

Næste chok for Brasilien kom kort tid efter, da serberne var tæt på at komme overraskende foran på et nærgående skud fra Manchester City-spilleren  Aleksander Kolarov. Bolden endte dog i sidenettet.

Brasilien havde bolden mest i hele kampen, men uden at imponere, og på lægterne ulmede utilfredsheden hele tiden med pibekoncert i store dele af kampen.

Forløsningen kom imidlertid et kvarter inde i anden halvleg, da Fluminense-angriberen Fred scorede målet, der gav Brasilien sejren.

Brasilien kunne have øget til 2-0 i overtiden, da Maicon satte hovedet på et indlæg fra højre, men en superredning af den serbiske reservekeeper sørgede for, at sejren blev med mindste marginal.