
Nicklas Bendtner er langt fra den eneste professionelle fodboldspiller der gør sig uheldigt bemærket i nattelivet for tiden. I Chile tog fem af landsholdets spillere i november måned en tur i byen under en landsholdsamling, og da de kom berusede tilbage til spillerhotellet, blev de snuppet på fersk gerning.
Nu har det chilenske fodboldforbund udmålt en straf til de fem "syndere", der har Juventus' midtbanestjerne Arturo Vidal som det største navn. Vidal, Carlos Carmona, Jorge Valdivia, Jean Beausejour og Gonzalo Jara har alle fået ti kampes karantæne fra det chilenske landshold og en bøde oven i købet.
Dermed går de fem spillere glip af størstedelen af Chiles kvalifikationsturnering frem mod VM i Brasilien i 2014. Turneringen består af 16 kampe, hvoraf de fire allerede er spillet. Chile indtager i øjeblikket femtepladsen ud af de ni hold, men holdet, der føres an af FC Barcelonas Alexis Sanchez har blot et enkelt point op til Uruguay, Argentina og Venezuela på førstepladsen.