Optakt: Portugal - Ghana
Illustration
VM

Optakt: Portugal - Ghana

Portugal og Ghana kan begge forlade VM-slutrunden efter aftenens kamp. Alligevel bør begge hold forsøge at gribe ud efter det lille halmstrå, der kan give avancement. (Opdateret).

På tv: Torsdag klokken 18.00 på TV 2 Zulu

Stilling i Gruppe G:

V U T Mål Point
1. Tyskland 1 1 0 6-2 4
2. USA 1 1 0 4-3 4
3. Ghana 0 1 1 3-4 1
4. Portugal 0 1 1 2-6 1

Fra VM-lejren:
Portugal:
Det er kun et lille halmstrå, Portugal kan gribe ud efter, når det handler om avancement ved VM. Chancerne er tyndere end pergamentpapir, for portugiserne skal vinde stort over Ghana for at gå videre. Det er der ikke meget, der tyder på, at de kan – særligt når man tænker over alle de skadesproblemer, de døjer med. Den kontroversielle forsvarsspiller Pepé er tilbage efter overstået karantæne, og han tror dog på miraklet og muligheden for at gå videre.

- Om jeg tror på mirakler? Det gør jeg. Jeg tror, det er muligt for os. Vi ved, hvor svært det bliver bliver, men vi fortsætter med at kæmpe. Det er Portugals motto: Kæmp altid. Og det vil vi fortsætte med at gøre, har Pepe udtalt. 

Ghana:
Mens portugiserne er så godt som ude, ser det bedre ud for Ghana. De skal blot håbe på tysk sejr, for hvis USA taber, kan Ghana gå videre ved at vinde over Portugal. Det afrikanske mandskab har vist gode takter under dette VM og har fortjent flere point end det ene, der er på kontoen indtil videre. I den ghanesiske lejr har der været ballade, siden seneste kamp mod Tyskland, og der er opstået tvivl om spillernes præstationsbonus. Der har været forlydender om, at Ghanas landshold ikke vil stille op, men i disse timer skulle der være et fly på vej til Brasilien med kontanter til ghaneserne, men trods balladen, har træner Kwesi Appiah udtalt, at han er fortrøstningsfuld. Værre er det til gengæld, at profilerne Kevin-Prince Boateng og Sulley Muntari har været oppe at slås, hvorfor de to spillere nu er blevet sendt hjem fra VM. Selvom ingen af dem stod til at starte inde, er det skidt nyt for Ghana. 

Verdensranglisten:
Portugal: 4
Ghana: 37

Skader og karantæne:
Portugal må fortsat undvære målmanden Rui Patricio samt markspillerne Fabio Coentrao og Helder Postiga. Hugo Almeida er også skadet, og derfor er Eder eneste alternativ som spidsangriber. 

Ghana har sendt karantæneramte Sulley Muntari hjem fra VM efter et slagsmål med Kevin-Prince Boateng, der også er blevet udelukket fra VM-truppen. Bortset fra den slags bagateller er der ingen problemer i Ghana-lejren.   

Karantæne ved næste gule kort: Pereira (Portugal) og Rabiu (Ghana)

Bud på startopstillinger:
Portugal (4-3-3): Beto - Almeida, Pepe, Alves, Pereira - Meireles, Carvalho, Moutinho - Varela. Ronaldo, Nani

Ghana (4-2-3-1): Dauda - Afful, Mensah, Boye, Asamoah - Rabiu, Badu - Atsu, J. Ayew, A. Ayew – Gyan 

Dom:
De kan kæmpe lige så tosset de vil, Portugal og Ghana. Så længe Tyskland og USA spiller uafgjort i gruppens anden kamp, vil portugisere og ghanesere gå slukørede i seng, for så er de færdige ved VM. 

Vi må dog gå ud fra, at både Portugal og Ghana vil kæmpe deres chance. Ghana har de største muligheder for at gå videre, og med Portugals skadesproblemer in mente, burde det afrikanske mandskab have de bedste kort på hånden. Ghana har dog været godt i gang med at ødelægge denne slutrunde for sig selv, og derfor tror vi på portugisisk sejr på 1-0. Men det er næppe nok til avancement. 

Spil på 1-0 til Portugal som kampens resultat til odds 11,00 hos Danske Spil - klik her

(NB: Artiklen er opdateret efter nyheden om slagsmålet mellem Kevin-Prince Boateng og Sulley Muntari)