Lionel Messi og Argentinas landshold står nu ét skridt fra VM-triumfen. Kun Tyskland står i vejen i finalen, og skulle det lykkes Messi og kompagni at komme i finalen, er et stort mål nået.
Få historien om den lille troldmands svære vej på landsholdet og den store drøm om en VM-titel, der kan give ham den heltestatus, som stadig ikke fuldbyrdet i hjemlandet.
Bragt i Tipsbladets VM-magasin:
Den hårde start var et varsel om, at det ikke ville blive let.
17. august 2005 debuterede 18-årige Lionel Messi på det argentinske landshold i en kamp mod Ungarn, og der var lagt op til noget stort. I FC Barcelona var teenageren så småt begyndt at vise sit utrolige talent på førsteholdet, med U/20-landsholdet var han blevet verdensmester et par måneder forinden, og nu skulle han så erobre verden og det rigtige landshold. Det stod skrevet i stjernerne, at noget helt særligt ville ske. 28 år forinden havde en anden lille teenager spillet sin første kamp i en storslået landsholdskarriere mod Ungarn. Diego Armando Maradona hed han.
Og så varede Messis debut ikke mere end 44 sekunder. I en af sine første aktioner på banen modtog han bolden, satte turboen til og gik mod mål. Den ungarske forsvarer Vilmos Vanczak forsøgte at bremse Messi ved at genere ham og rive ham i trøjen, men argentineren lavede tre bagudrettede bevægelser med hånden, indtil han til sidst følte sig så uretfærdigt bremset, at han stoppede sit løb og ventede på den tyske dommer Markus Merks fløjte. Den lød, men den varslede ikke godt nyt for Messi. Vanczak havde kastet sig til jorden, da han mærkede en argentinsk håndflade på hagen. Efter lidt gruppediskussion mellem spillerne fra de to hold kaldte Merk Vanczak og Messi til sig og gav først ungareren et gult kort og efterfølgende det røde til den unge argentinske debutant. På Youtube ligger en amatøroptagelse af situationen, filmet fra Ferenc Puskás Stadions tilskuerpladser. Da Markus Merk fører hånden til brystlommen for at tage det røde kort frem, kan man se de argentinske spillere opfatte situationens alvor og række armene ud som for at stoppe dommeren, men det nytter ingenting. Merk viser den argentinske debutant ud, mens hjemmebanetilskuerne hånligt klapper og jubler. Juan Pablo Sorín er henne og give en kort opmuntring til Messi, men ellers må han tage den lange gåtur ud af banen alene, akkompagneret af lyden fra en ungarsk pibekoncert fra tribunerne.
Otte år senere blev Vilmos Vanczak spurgt til situationen i et interview med den ungarske avis Origo – havde han overvejet konsekvenserne af episoden?
”Jeg har tænkt meget på det. Måske gav det røde kort ham ekstra motivation, så jeg har hjulpet med at skabe en af verdens bedste spillere,” sagde Vanczak, men sådan var der nu ikke nogen, der så på det i Budapest i 2005.
”Da Messi kom på banen, var vi klar over, at noget var ændret, og at en magisk spiller var trådt ind på græsset, men så blev kampen ødelagt. Det var meget hårdt for ham. Forestil jer, at det sker for en 18-årig. Dommeren lavede en fejl og tog meget lang tid om at vise ham det røde kort,” sagde Hernan Crespo, mens også Ungarns træner Lothar Matthäus var uenig i udvisningen.
”Når man tænker på, det var en venskabskamp, var det en meget hård dom mod en ung spiller,” sagde den tyske legende.
Messi selv sagde ikke så meget. Holdkammeraterne fandt ham grædende i omklædningsrummet efter kampen, og han blev tavst ført gennem mixed zone med vennen Pablo Zabaleta og U/20-landstræneren Hugo Tocalli som bodyguards. Men næste dag, da han blev mødt af pressen i Barcelonas lufthavn, åbnede han dog lidt op om situationen.
”Jeg løb forbi ham, og han holdt fast i mig. Jeg ville gøre mig selv fri, så jeg kunne fortsætte, men dommeren vurderede, at jeg havde givet ham en albue,” sagde Messi om det øjeblik, da han startede sin landsholdskariere.
”Det var ikke sådan, jeg havde drømt om, det skulle være.”
”Catalonieren”
Historien om Messis forhold til det argentinske landshold begyndte, da han stadig var en ukendt, men særdeles talentfuld spiller i FC Barcelonas ungdomsafdeling. Det spanske fodboldforbund, tæt på talentets daglige gang i Catalonien, barslede med planer om at nationalisere Messi, mens argentinerne var et helt Atlanterhav væk og ikke kendte til landsmanden med de særlige evner ovre i Europa. Der var dog aldrig nogen fare for, at Messi skulle vælge Argentina fra. Selv om han som 13-årig forlod landet, har han altid bevaret følelserne for fædrelandet. I sine første mange år i Barcelona havde han indimellem svært ved at gøre sig forståelig i butikker, fordi han snakkede spansk med argentinsk dialekt, og han elskede at spise på byens argentinske restauranter.
”Jeg ville aldrig have valgt at spille for Spanien, for jeg er argentiner. Det er rigtigt, at Spanien har behandlet mig godt. Man må ikke glemme, at jeg har boet næsten lige så mange år i Barcelona som i Argentina, så man har sympatier i begge lejre, men det ændrer ikke ens sande farver,” sagde Messi i 2011 om at spille i blå og hvide striber.
Derfor gjorde det også ondt, at argentinerne ikke tog ham til sig som en af deres egne. Fordi han ikke havde bygget et forhold til landets befolkning op som spiller i den nationale liga, brød de sig i mange år ikke synderligt meget om ham. Messi blev kaldt ”Catalonieren”, og når han spillede på ladnsholdet, blev det bemærket, at han ikke sang med på nationalmelodien.
”Verdens bedste fodboldspiller er en argentiner, som i sit hjemland har færre fans end en dommer,” skrev klummeskribenten Claudio Mauri i avisen La Nación i 2010.
Hele situationen påvirkede den unge spiller.
”Jeg er vred over, at nogen siger, jeg ikke føler stolthed over at spille i den argentinske landsholdstrøje,” har Messi sagt til El País.
Problem var, at han i årevis ikke kunne vinde tilhængerne over på sin side via gode præstationer – dem havde han nemlig ikke mange af for Argentina. Den første kontakt med det argentinske forbund kom i 2004, da han fik et brev om, at man gerne ville se ”Lionel Mecci” til en træningssamling, og året efter var han stjernen, da U/20-landsholdet blev verdensmester. Men tiden på A-landsholdet, symboliseret ved den forfærdelige start mod Ungarn, blev svær. Til at starte med var det forståeligt. Messi var ung og skulle lære på et landshold, der var fyldt med store stjerner – Hernan Crespo, Juan Román Riquelme, Javier Saviola, Maxi Rodríguez og mange flere. Messi var joker ved VM 2006 og gjorde et godt indtryk med mål og assists, og mange undrede sig over, at han ikke fik spilletid i kvartfinalen mod Tyskland. Landstræner José Pekerman brugte den sidste indskiftning på angriberen Julio Cruz, der kom ind efter 79 minutter for at styrke luftspillet og forsvare Argentinas 1-0-føring. Minuttet senere udlignede Miroslav Klose på hovedstød, og Argentina tabte efter straffespark.
Overvejede at stoppe
Året efter deltog Messi ved Copa América, og han spillede stærkt, blandt andet med et suverænt lobmål i semifinalen mod Mexico. Argentina tabte finalen til Brasilien, men Messi havde leveret godt og vist, at han kunne være en dominerende figur på landsholdet. Det fortsatte han med i 2008, da han rejste til OL i Beijing, hvor han markerede sig som en af legenes allerstørste profiler, som selv NBA-stjernen Kobe Bryant ville møde, og som en leder, der førte Argentina til guld.
Hjemme i Spanien skulle 2008-09 blive den sæson, da Messi tog skridtet og blev en superspiller på Barcelonas treblevindende hold. Samtidig begyndte problemerne i Argentina for alvor. For nu spillede han så godt for Barcelona, at han ikke længere kunne gå for at være et talent, der kunne nøjes med i glimt at vise et stort potentiale – han var verdens bedste, derfor skulle han også spille sådan.
Og det gjorde Messi ikke. Med Diego Maradona som træner var Argentina i voldsomme problemer under kvalifikationen til VM 2010, og kom kun med på en direkte billet takket være sene scoringer i de sidste kvalifikationskampe i efteråret 2009. Messi spillede ikke nogen stor rolle. Han lavede bare fire mål i den 18 kampe lange kvalifikation, og da deltagelsen i Sydafrika var på spil, var det en af de gamle drenge, næsten 36-årige Martín Palermo, der måtte score et vigtigt overtidsmål mod Peru.
Optakten til VM var derfor præget af spørgsmålstegn ved Messis rolle. Hvorfor spillede han ikke lige så godt på landsholdet som i Barcelona? Kunne han ikke præstere uden Iniesta og Xavi bag sig? Var Maradona måske ligefrem glad for at hæmme Messis præstationer, så hans arvtager ikke skulle blive regnet som en bedre spiller end ham?
VM blev ikke nogen forløsning for Messi. Han spillede ikke dårligt og var blandt Argentinas profiler, hele tiden livlig og på jagt efter chancer og mål. Han ramte stolpen to gange og havde flere afslutninger end nogen anden spiller i turneringen, men han scorede ikke, og det var bemærkelsesværdigt. For i den forgangne sæson i FC Barcelona var hans styrke nemlig, at han han udover at have en dominerende rolle som playmaker i offensiven også havde udviklet sig til det scoringsmonster, vi kender i dag. I løbet af tre uger i foråret havde han for Barcelona lavet tre hattricks, blandt andet ved at score fire gange i Champions League mod Arsenal, og dén Messi, ham som uanset præstationen altid lavede et mål eller to, så man ikke i Sydafrika. I kvartfinalen røg Argentina ud med ydmygende 4-0 til Tyskland, og Messi var ikke til at få øje på i den kamp.
Elendigheden kulminerede i 2011, da Argentina på hjemmebane skulle forsøge at hjemføre det Copa América-trofæ, man ikke havde vundet siden 1993. Det fejlede spektakulært. Argentina vandt bare én ud af fire kampe og røg ud efter straffesparkskonkurrence mod Uruguay i kvartfinalen. Messi scorede på sit forsøg, men det var eneste gang i turneringen, han fik bolden over stregen. Kritikken af ham var hård.
”Han forsøger at være argentiner, og tre milliarder mennesker bekræfter ham i, at det er han. Kun de, der tilsyneladende er hans landsmænd, tvivler. Han har stadig ikke vakt hengivenhed eller tæthed hos os,” skrev forfatteren Martín Caparrós i tiden efter Copa América for at sætte ord på de argentinske følelser,.
Julio Grondona, præsident for det argentinske fodboldforbund advarede om, at man kunne risikere at miste stjernen, hvis man ikke behandlede ham ordentligt.
”Løsningen for Messi ville være at sige: ”Jeg kommer ikke mere, jeg bliver i Spanien,”” sagde Grondona til argentinsk radio.
Og det var faktisk tæt på at blive en realitet. I bogen ”Messi”, som journalisten Guillem Balague har udgivet i tæt samarbejde med spilleren og hans familie, skriver Balague, at Messi i en alder af 24 var tæt på at stoppe på landsholdet efter Copa América.
”Årene mellem 2005 og 2011 var hårde for Messi-familien. Og muligheden for ikke at vende tilbage til landsholdet blev diskuteret mere end én gang. Måske skulle andre have muligheden, måske trænerne skulle bygge holdet op om andre stjerner,” skriver Balague i ”Messi” fra 2013.
Men lysere tider ventede i horisonten.
Messis hold
På det argentinske landshold er der tradition for, at anføreren siger et par ord inden en landskamp. Normalt vil manden med bindet være en hård og autoritær figur, en fighter som Daniel Passarella, som Roberto Ayala, som Javier Mascherano, men da Argentina i efteråret 2011 skulle møde Venezuela i en venskabskamp, var anføreren en lille mand og ordene i omklædningsrummet endnu mindre.
”Der er ikke nogen tale i dag. Kom så, lad os komme ud på banen.”
Manden bag ordene var Messi, der havde fået anførerbindet af den nye landstræner Alejandro Sabella. Sabella overtog trænertjansen efter Sergio Batista og den utidige exit ved Copa América, og den nye mand i jobbet så det som sin fornemste opgave at bygge holdet op med Lionel Messi som det absolutte centrum.
”Vi skal være taknemmelige for, at vi har Messi, den bedste spiller i verden og en mand, som elsker at spille for sit land. Det er svært for Messi at spille dårligt, han spiller altid godt. Men det vigtigste er, at vi er glade for at have ham hos os, og at vi lader ham være i fred, så han er glad.”
”Vi skal ikke tro, at Messi kan vinde kampe på egen hånd eller spørge, hvorfor han spiller på én måde for Barcelona og på en anden for os. Vi skal ikke fokusere på, at han ikke synger nationalmelodien, vi skal tænke på, at vi har ham,” sagde Sabella i 2011 til Olé.
Første opgave var at altså at gøre Messi til både symbolsk og reel leder ved at give ham anførerbindet. Det var i øvrigt den tidligere kaptajn Javier Mascherano, der, enig i beslutningen, overbragte Messi nyheden i Barcelona.
Samtidig blev spillet på banen lagt an, så det passede Messi. Tag for eksempel situationen med Carlos Tévez. Juventus-spilleren har scoret 19 gange i Serie A i denne sæson, men han var reelt ikke et emne til VM, fordi han for længe siden er blevet kasseret af Sabella. Selv om han er en helt i Argentina, en fighter fra slummen som den fattige del af befolkningen kan spejle sig selv i, er hans landsholdstid ikke imponerende, og han har ikke spillet siden Copa América 2011, hvor det var ham, der brændte det afgørende straffespark mod Uruguay. I de fleste andre lande ville Tévez være en del af truppen alligevel, alene på sine meritter fra klubkarrieren, men hos Argentina er han blevet siet fra, fordi hans tilstedeværelse på holdet gør det sværere at få det optimale ud af Messi og landets andre topangribere.
Nu er spillet i stedet lagt an på Messi. Omkring sig har han Sergio Agüero, Ángel Di María og Gonzalo Higuaín, jævnaldrende spillere som han har kendt siden ungdomsårene, og som han har en god forståelse med på banen. Med Higuaín og Agüero som medspillere, stærke målscorere som ham selv, har Messi ikke den helt samme rolle som i Barcelona, hvor han er den primære og indimellem eneste målscorer, men han dikterer spillet fra en position lidt uden for feltet. Og de manglende mål på landsholdet er han kommet efter. Fra 2005 til 2011 lavede han 19 mål i 67 landskampe. Fra 2012 og frem har han lavet 18 i 17.
Set mod VM i ni år
Og nu gælder det så VM. I forvejen er verdensmesterskabet en helt enestående begivenhed, fordi det i modsætning Champions League og de nationale turneringer kun spilles hvert fjerde år, men det her er en helt særlig og faktisk karrieredefinerende slutrunde for Lionel Messi: Bliver han superstjernen, der vandt alt på klubniveau, men ikke fik den VM-titel, han så desperat manglede i samlingen? Eller vil han blive husket som lederen, der tog et kolossalt pres på sine skuldre og førte sit land op på toppen af verden?
Det er nu, det skal være for Messi. I 2006 var han teenager og med for at lære. I 2010 var han etableret i Barcelona, men havde stadig sine bedste år foran sig. I 2014 er han 26 år gammel, når turneringen begynder, omkring den alder hvor en fodboldspiller gerne skal toppe.
I 2018 vil Messi være 30, og hvem ved, hvordan hans karriere ser ud på det tidspunkt? Han er så god, at han givetvis stadig vil være en verdensstjerne, men vil han stadig have farten og de hurtige driblinger; sulten og viljen, der tilsammen gør ham til en målmaskine, som i topform er næsten umulig at stoppe? Vil han kunne undgå alvorlige skader, som vil være ødelæggende for hans særlige eksplosivitet? Og hvordan vil det gå for Argentina, der historisk laver de bedste resultater i Latinamerika, ved en VM-slutrunde i Rusland?
Denne gang passer det hele. Messi har ikke haft sin bedste sæson, men han har spillet samtlige minutter for Barcelona siden 22. februar, og han har i den periode scoret 16 gange i 18 kampe. Muskelskaden, der hæmmede ham så voldsomt gennem 2013, er ikke længere et problem, og der er gode muligheder for succes til VM. Turneringen spilles i Sydamerika, oven i købet hos arvefjenderne fra Brasilien hvor Argentina mere end noget andet sted gerne vil vinde, og argentinerne har en overkommelig pulje med Bosnien, Iran og Nigeria.
Det har altid været VM 2014, der har været talt om som Messis store chance. Maradona var 25 år, da han brillerede i 1986, og årets slutrunde er den, hvor Messi kommer tættest på at have samme alder som forgængeren. Da Messi helt tilbage i september 2005 stod over for at skulle forlænge sin kontrakt med Barcelona, ønskede han og faderen en aftale, der strakte sig frem til sommeren 2013. Hvis Messi til den tid havde problemer i Barcelona, ville han være ude af kontrakten et år før VM; tids nok til at spille sig form i en anden klub. Allerede som 18-årig havde Messi altså udset sig slutrunden i 2014 som hans største chance for succes. Nu er det ikke længere en fjern drøm ude i fremtiden, men en begivenhed lige rundt om hjørnet, karrierens måske bedste mulighed for den største hæder med landsholdet. Ansvaret ligger hos Messi, og det er han klar til at tage på sig.
”Jeg vil være verdensmester, men ikke for at ændre opfattelsen af mig eller opnå storhed, men for at opfylde mine mål med landsholdet og lægge VM til min liste af trofæer.”
”Efter at have erfaring fra to VM-slutrunder er jeg nu anfører på det her landshold. Selv om jeg tidligere har sagt, at det at bære anførerbindet ikke ændrer, hvordan jeg interagerer med mine holdkammerater på eller uden for banen, er det specielt at have bindet på. Vi vil give alt for at opnå det mål, som vi fra Argentina ønsker.”
”Jeg føler en sund misundelse mod mine holdkammerater i Barcelona, som har vundet VM, og jeg ville gerne bytte plads med dem. Uanset hvor meget jeg spørger, kan de ikke forklare, hvordan det føles,” sagde Messi i begyndelsen af maj i et interview med ESPN.
Efter seks spanske mesterskaber, tre Champions League-titler, to pokaltitler, to verdensmesterskaber for klubhold, seks spanske Super Cupper, to europæiske og en OL-guldmedajle er VM-pokalen snart den eneste, som han mangler at vinde. Pep Guardiola, der kender Messi bedre end nogen anden i fodboldverdenen, er ikke i tvivl. Der er kun én ting, der fylder noget, fortæller Bayern München-træneren i ”Messi”.
”Jeg er sikker på, at det eneste, der kører gennem hans hoved, er VM. Alt andet går godt, men han vil være forberedt til det her VM, det ved jeg. Hvis han og Argentina ankommer i god form, kan alt ske. Hvis han er i topform, så regn med Argentina som VM-favorit.”
Holdningen til ham i Argentina er ændret i takt med de gode præstationer i de sidste par sæsoner. I Brasilien vil de argentinske fans rejse med et stort banner, påmalet Maradona, paven og Messi. Under de tre argentinske ikoner lyder teksten ”NATIONAL STOLTHED”. Så tonen er skiftet, men der mangler det sidste nøk. Nok siger Messi, at ambitionen om at vinde VM-guld ikke handler om at ændre opfattelsen af ham, men det vil endegyldigt stoppe snakken om hans problemer på landsholdet. Så vil det at spille på landsholdet alligevel blive sådan, som han havde drømt om, det skulle være.
HER REGERER TØFTING
HER REGERER TØFTING
Stig Tøftings er Tipsbladets kommentator. Læs hans klummer her.
