Sabella: Tyskland er en skræmmende modstander
Illustration
VM

Sabella: Tyskland er en skræmmende modstander

Argentinas landstræner har dyb respekt for den tyske fodboldmaskine inden finalen og erkender, at en sejr kræver noget nær en perfekt kamp.

Alejandro Sabella, der står i spidsen for de argentinske landshold har stor respekt for Joachim Löws tropper, der har nået VM-finalen blandt andet ved at slå Brasilien 7-1 i semifinalen. 

Og selvom de argentinske spillere kommer til finalen med stor selvtillid, så kræver en sejr i finalen ifølge den argentiske landstræner noget ekstraordinært fra sydamerikanerne.

- Humøret er godt, og spillerne stråler af selvtillid. De har vindermentalitet, men de er oppe imod en topklasse-modstander. Vi er nødt til at spille en perfekt kamp for at slå dem, siger Sabella til FIFA.com. 

- De har et fantastisk hold. Ud over den solidaritet og holdånd, som altid har karakteriseret tysk fodbold, så har de også nogle spillere med et sydamerikansk 'touch'. Derudover har de udviklet en form for fodbold, som de har brugt mange år på at raffinere. Man kan godt sige, at det er en skræmmende modstander. 

Selvom Alejandro Sabella har stor respekt for tyskerne, så bekymrer han sig ikke for, at Argentina vil blive kørt over på samme måde som Brasilien i semifinalen.

- Det var sådan en kamp, man kun ser en enkelt gang. Der er ikke så stor forskel på Brasilien og Tyskland, der begge er supermagter indenfor fodbold. Det var et vanvittigt resultat.