VM-fokus: Alt om Grækenland
Foto: Polfoto
VM

VM-fokus: Alt om Grækenland

Tipsbladet.dk præsenterer samtlige 32 deltagerlande frem mod VM-slutrunden, der starter 12. juni.

Nedtællingen til VM er i fuld gang, og tipsbladet.dk sætter løbende fokus på de deltagende nationalmandskaber - i dag Grækenland.

Gruppe C
Colombia
Grækenland
Elfenbenskysten
Japan 

Vejen til Brasilien
Det græske landshold havde den tvivlsomme fornøjelse, at en hel fodboldverden inderligt håbede, at holdet ikke ville kvalificere sig direkte til VM.
De direkte konkurrenter til førstepladsen i den europæiske kvalifikations gruppe G var Bosnien med den gode historie som et krigshærget land på vej mod den første deltagelse i en stor slutrunde, og når bosnierne oven i købet havde et fyrigt landshold, der lavede bunker af mål, var der ingen tvivl om, at de var kæledægger foran det samme gamle, defensive Grækenland.

Men Fernando Santos’ mandskab klarede sig stort set lige så godt som de hypede bosniere. Begge hold scorede 25 ud af 30 mulige point, men så var det, at Bosniens mere offensive fodboldfilosofi gav pote. Den bosniske målscore var 16 mål bedre, og derfor måtte Grækenland i playoff. Grækerne klarede sig dog relativt nemt igennem ved at vinde 3-1 hjemme oover Rumænien og sikre 1-1 ude. Kostas Mitroglou lavede tre af de græske mål.

Få stærkt VM-bet på Grækenland fra spilekspert Jacob Hansen - klik her


VM-historie
VM-deltager: 2 gange (1994, 2010)

Bedste resultat: Fire point i gruppespillet (2010)

I betragtning af, at Grækenland har vundet europamesterskabet i fodbold, er landets VM-historie yderst beskeden. VM i Brasilien bliver den kun tredje deltagelse, efter grækerne blev slået ud i gruppespillet i 1994 og 2010. 

I debuten havnede Grækenland i den obligatoriske Dødens Gruppe med Argentina, Nigeria og Bulgarien. Det blev til tre nederlag og en målscore på 0-10. Bedre gik det 16 år senere i Sydafrika, hvor grækerne igen mødte Nigeria og Argentina samt Sydkorea. Det blev til fire point, og en sejr over Argentina i sidste spillerunde ville have sendt Otto Rehhagels hold i ottendedelsfinalen. 

I 1997 var det i øvrigt Danmark, der holdt Grækenland ude af VM ved at klare 0-0 i Athen i sidste kvalifikationsrunde. Ved kvalifikationen til VM 2006 var Danmark og Grækenland igen parret, men ingen af holdene klarede sig videre.

Idealopstilling (4-3-3)
I begge playoff-kampe mod Rumænien gik Grækenland på banen i en frisk 4-3-3, selv om de i anden kamp bare skulle forsvare en 3-1-føring fra hjemmebanen i Piræus. Mitroglou er den øjeblikkeligt største stjerne, men der er solide spillere på resten af banen og stadig et par stykker fra EM-triumfen i 2004 i form af Kostas Katsouranis og Giorgos Karagounis. Begge veteraner er ikke garanteret en plads i startopstillingen og vil næppe på noget tidspunkt begge starte på samme tid.

I forsvaret tager Dortmunds Papastathopoulos styringen i partnerskab med den mere uprøvede Monolas, der dog har vist stort talent i den hjemlige liga. 

Bud på startopstilling (4-3-3): Glykos - Torosidis, Papastathopoulos, Manolas, Holebas - Maniatis, Tziolis, Katsouranis - Salpingidis, Mitroglou, Samaras 

Foto: Polfoto
Træneren
Fernando Santos
Født: 10. oktober 1954 i Lissabon, Portugal

Han er portugiser af fødsel, men i fodboldsammenhæng er han efterhånden lige så græsk som portugisisk. I 2001 blev han træner i AEK Athen, og siden har han også trænet Panathinaikos, PAOK og AEK endnu engang, kun afbrudt af ophold i hjemlandets Sporting og Benfica. I 2010 overtog han trænerjobbet efter legenden Otto Rehhagel, men han har gjort det godt og kvalificeret landsholdet til både EM og VM.

Få VM-bets og overblik over samtlige 32 VM-deltagere - klik her   


Legenden

Theodoros Zagorakis 

Her kunne det være fristende at vælge Sokrates, der som bekendt scorede det afgørende mål i Monty Pythons berømte fodboldkamp mellem græske og tyske filosoffer, men vi vælger alligevel EM-helten Theodoros Zagorakis.

Zagorakis var i 2004 anfører for europamestrene og blev kåret til turneringens bedste spiller for sin indsats på den defensive græske midtbane. Samme år blev han nummer fem i Ballon d’Or-kåringen. 

Zagorakis var en utrolig løbestærk spiller, der havde en stor andel i den overraskende græske triumf i Portugal. Hans krop producerede så meget naturligt testosteron, at han et par gange blev testet positiv i dopingkontroller og mistænkt for brug af anabolske steroider, hvilket han dog blev frikendt for. 

I 2007 stoppede han karrieren. Han har siden været præsident for klubben PAOK, som han også har repræsenteret som aktiv.
 
Få stærkt VM-bet på Grækenland fra spilekspert Jacob Hansen - klik her 

Vidste du at:
- 80 procent af Grækenlands landmasse består af bjerge. Olympen er landets højeste bjerg med 2919 meter.

- Grækerne opfandt de Olympiske Lege og var også vært for det første moderne OL i 1896. Fodbold kom dog først på programmet i 1900 i Paris.

- Intet sted i Grækenland er man længere end 137 kilometer væk fra havet, og landet har verdens tiendelængste kystlinje. Det skyldes blandt andet, at landet har mere end 1200 øer.
 


Baggrundsanalyse
En ny græsk profil
Langt om længe har Grækenland fået en spiller, der kan gøre landsholdet kendt for andet og mere end betondefensiv. Kostas Mitroglou er en af fodboldens varmeste navne uden for de store ligaer, og den 25-årige angriber kan blive den store græske VM-helt.

Græsk fodbold er ikke just noget, der får fodboldhjerter verden over til at bryde i brand. EM-triumfen i 2004 har givet nationen et evigt ry som et defensivt fodboldhold, der hellere slår spil i stykker end skaber det, og prototypen på en græsk fodboldspiller er da også en stærk midterforsvarer som Traianos Dellas og Schalke-talentet Kyriakos Papadopoulos eller en hårdtarbejdende midtbanespiller á la Theodoros Zagorakis eller Giorgos Karagounis.

Men nu har Grækenland fået sig en vaskeægte målscorer, som i vinter fik en række europæiske storklubber til at sende interesserede blikke i retning af det græske øhav. Både for Olympiakos og det græske landshold viste 25-årige Kostas Mitroglou i 2013 sig som en fremragende angriber, og han er det store håb på det græske VM-landshold. Det var tre scoringer fra Mitroglou, der var hovedårsagen til, at Grækenland klarede sig forbi Rumænien i playoffen med samlet 4-2 og som gjorde ham mere end varm på transfermarkedet. 

Mitroglou blev født 12. marts 1988 i Kavala i det nordlige Grækenland, men han voksede op i Tyskland, som hans familie flyttede til, da Konstantinos stadig var lille. Som 13-årig kom han ind i MSV Duisburgs ungdomsafdeling, og nogle år senere skiftede han til Borussia Mönchengladbach. Her markerede han sig som en dygtig målscorer både på ungdoms- og reserveholdet, men han fik ikke chancen i Bundesligaen, og efter en iøjnefaldende præstation ved U/19-EM i Østrig, besluttede Olympiakos at hente ham hjem til Grækenland i sommeren 2007. 

Der skulle gå en hel del år, før Mitroglou udviklede sig til den stjerne, han er i dag. I begyndelsen havde han vanskeligt ved at finde sig til rette, fordi han ikke talte græsk flydende efter de mange år i Tyskland. Senere havde han svært ved at komme på holdet, fordi Olympiakos’ spanske træner Ernesto Valverde foretrak hurtigere angribere end Mitroglou, der dog havde succes som lejesvend i Panionios og Atromitos. I sidste sæson var han så tilbage i Olympiakos, men spillede kun andenviolin i angrebet efter algiereren Rafik Djebbour. 

I sommer kom muligheden så. Valverde var væk, Djebbour blev lejet ud til Sivasspor, og Mitroglou fik en række stærke, internationale offensivspillere som Javier Saviola, Vladimir Weiss og Joel Campbell til at bakke ham op i den nye rolle som førsteangriber. Og det gav gevinst, for Mitroglou og for Olympiakos. Den nu 25-årige angriber har bombet løs i den hjemlige liga og er topscorer med 14 mål, selv om han på grund af en knæskade i december kun har spillet ti kampe. Udover VM-målene har han også lavet et hattrick i Champions League mod Anderlecht.

Rygterne om et snarligt skifte til en europæisk storklub (Dortmund, Liverpool og Arsenal viste interesse) kølnede lidt, da han i midten af december forlængede sin Olympiakos-aftale til 2017, hvormed hans frikøbsklausul på otte millioner euro også blev slettet. Mitroglou kan meget vel blive så eftertragtet en vare, at Olympiakos alligevel ser en mening i at sælge ham, men foreløbig spiller han i Grækenland, hvor han i vante rammer kan forberede sig til VM.

Mitroglou havde inden årsskiftet spillet 28 landskampe siden 2009, men ligesom på klubholdet kom det helt store gennembrud i efteråret. Han scorede seks gange på landsholdsmål fra august og året ud og viste sig som en stærk og alsidig angriber, der både kan spille som 9’er eller mere tilbagetrukket, og som både er god med hovedet og med begge ben. Samtidig er han også en karismatisk personlighed, der fejrer sine scoringer ved at fyre løs med et imaginært gevær – en hilsen til opvæksten i Tyskland, hvor Bundesliga-topscoreren får en lille kanon som præmie.

Få VM-bets og overblik over samtlige 32 VM-deltagere - klik her  

Hypen omkring Mitroglou er dog dalet en anelse i løbet af 2014. I slutningen af vinterens transfervindue slog Premier League-klubben Fulham til og sendte flere end 100 millioner kroner til Olympiakos i håbet om, at målscoreren ville slå til og hjælpe klubben fri af nedrykning. Sådan skulle det ikke gå. Mitroglou fik blev ramt af skader og fik sit forår totalt spoleret, nåede kun tre kampe for Fulham og kunne dermed ikke stille noget op i forhold til nedrykningen.

Men Mitroglou er på mange måder helt anderledes end den klassiske græske landsholdsspiller, og grækerne nærer et stort håb til, at Mitroglou igen rammer målformen og kan gøre sit til, at det denne gang lykkes holdet at komme videre fra gruppespillet ved et VM.