I øvrigt spiller jeg også...lørdags-luringer
Spil

I øvrigt spiller jeg også...lørdags-luringer

Bundesligaen gør come back i denne weekend, og Gambleren har et udvalg af kampene i kikkerten

Lørdag 15.30
Ingolstadt - Mainz (asian handicap +0,25) 2, 56 units
Odds 1,82 bet365

Ingolstadt åbnede højst overraskende sæsonen med at vinde den omvendte kamp, men de er så også fortsat med at være stærkest på udebane. Hjemme har de kun besejret medoprykkerne Darmstadt og udesvage Frankfurt. Mainz er ikke udesvag, men har kun tabt til Schalke, Hertha og Leverkusen på fremmed græs i efteråret. Det er nummer fire, fem og seks. Jeg tror ikke på, at Ingolstadt "får lov" at lave en double på Mainz.

Lørdag 15.30
Hertha Berlin - Augsburg under 2,25 mål, 54 units
Odds 1,90 bet365

De seneste fem opgør mellem disse to sluttede 1-0, 1-0, 1-0, 0-0, og 0-0.

Lørdag 18.15
Espanyol - Villarreal under 2,25 mål, 57 units
Odds 1,80 bet365

Espanyols seneste fem hjemmekampe i La Liga havde højst to scoringer. Seks af de seneste syv hjemmekampe mod Villarreal sluttede under tre scoringer. Fire af dem sluttede med under to scoringer. 

Lørdag 20.30
St. Truiden - Westerlo over 2,5 mål + begge scorer, 49 units
Odds 2,10 bet365

10 af Westerlos 11 udekampe i denne sæson har set mindst tre kasser scoret. Ni af dem så samtidig begge hold score. 

Dertil kommer disse forslag, som figurerede i avisen Tipsbladets fredagsudgave:

Lørdag 15.30
Köln – Stuttgart (asian handicap +0,25) 2, 49 units
Odds 2,02 bet365

De har godt nok en spøjs historik imod hinanden disse to traditionsklubber. Der har nemlig ikke været én eneste hjemmesejr i de seneste 18 ligaopgør mellem Köln og Stuttgart. Vi skal helt tilbage til oktober 2000 for at finde den seneste, og eneste undtagelse i denne vilde serie var en pokalsejr på eget græs til Stuttgart.

Köln er ikke et stærkere hjemmehold, end at denne serie snildt kan udvides her. De vandt blot tre hjemmekampe i efterårssæsonen, og samtidig var Stuttgart heller ikke dårligere på udebane, end at man tør satse på dem mod en modstander som Köln. De tabte fem udekampe i efterårssæsonen og fire af dem mod Leverkusen, Bayern, Dortmund og Hertha. Det er ligaens nummer et, to, tre og fem.

Köln har kun vundet to af deres seneste 10 kampe mod hold, der ligger blandt de nederste seks, mens Stuttgart ikke kan undgå at komme ud efter pausen med fornyet optimisme, efter trænerfyringen i efteråret medførte fire ubesejrede kampe som afslutning på 2015. De har mødt Bochum og Hannover i træningskampe i januar og holdt nullet i begge, så der er måske blevet arbejdet med den utroligt gavmilde defensiv, og står den godt, kan den ikke altid opfindsomme Köln-offensiv løbe panden mod en mur.

Lørdag 16.00
Celtic – St. Johnstone (asian handicap -1,75) 1, 53 units
Odds 1,87 Unibet

Man kunne få den tanke, at hvis nogen endelig skulle kunne drille Celtic fra tid til anden, ville det være de øvrige hold fra den bedste del af tabellen i Skotland, men historikken siger noget andet. I hvert fald når de mødes i Glasgow.

Her har Celtic vundet ni af deres seneste 10 kampe mod øvrige top seks-hold, og med en score på 30-2 undervejs! De virker i hopla for tiden med sejr på 3-0, 4-1 og 8-1(!) i deres seneste tre kampe, og St. Johnstone virker til gengæld bestemt ikke i hopla.

Gæsterne fra Perth er uden sejr i fem kampe, da de slet ikke har scoret i disse fem kampe, og så er det som bekendt svært at vinde. I denne serie ligger også et nederlag på 3-0 på hjemmebane mod Celtic. Sidstnævnte har vundet 13 af deres seneste 16 hjemmekampe i ligaen og 12 af disse med mindst to overskydende mål. Jeg holder på endnu en sikker sejr her.

Lørdag 16.00
Motherwell – Ross County (draw-no-bet) 1, 47 units
Odds 2,10 bet365

Motherwell fik en gevaldig én over snotten i sidste weekend, men de mødte også Hearts på udebane. Ross på hjemmebane skulle normalt være en opgave af en anden kaliber. Ross har to sejre på udebane i denne sæson, mod ligaens nummer 10 og 11, men fem af de seneste seks på fremmed græs blev tabt.

Motherwell har til gengæld løftet niveauet på det seneste, for før sidste uges øretæve havde de gennemført seks kampe uden nederlag. De er også uden nederlag i fem hjemmekampe, hvori de blandt andet har mødt ligaens nummer tre, fire og seks, hvorfor en hjemmekamp mod nummer fem ikke nødvendigvis virker skræmmende. De har ikke tabt de seneste syv hjemmekampe mod Ross.

Lørdag 16.00
Middlesbrough – Nottingham F. under to mål, 46 units
Odds 2,15 bet365

10 af Middlesbroughs seneste 12 kampe sluttede med maksimalt to scoringer, hvilket ikke mindst skyldes, at deres egen defensiv er decideret blændende. De holdt nullet i 10 af deres seneste 11 ligakampe. Seks af disse 10 kampe havde højst én scoring at byde på, og gad vide om en hjemmekamp mod Forest også kan udvikle sig målfattig? 11 af deres 13 udekampe i denne sæson havde højst to scoringer undervejs, så det virker ikke helt utænkeligt med en målfattig match her.

Lørdag 17.00
Paris SG – Angers (asian handicap +2) 2, 55 units
Odds 1,81 Unibet

Angers er sæsonens helt store overraskelse i Ligue 1, for der var ikke en sjæl, som havde ventet, at de ville ligge nummer tre efter 21 runder. Nok er ligaen tæt, men det er stadig fremragende, og man kan være evigt forvisset om, at de vil være helt fyrede op til denne udekamp.

Grunden til, at de ligger, hvor de gør, er deres bomstærke forsvar, som kun har lukket 13 mål ind i 21 kampe. Kun Paris SG har en bedre defensiv, hvorfor det nærmest ikke var overraskende, at den omvendte kamp sluttede 0-0.

Jeg tør ikke holde på, at Angers endnu engang kan få point, men jeg vil gerne satse på, at de kan holde pariserne stangen. Ovennævnte giver odds 1,81 ved udesejr, remis og hjemmesejr på et mål. Hjemmesejr på to mål kaster indskuddet retur. Angers har tabt syv kampe i denne sæson, fem af dem med ét overskydende mål og to med to mål.

Man kan selvfølgelig anføre, at PSG er uden for nummer, og det er rigtigt, at de kan smadre Angers, hvis de sætter sig for det, men de har spillet forholdsvis beskedent i deres første kampe efter nytår. De har fem sejre i træk, hvoraf fire var på ét mål og en enkelt var på to overskydende mål. Derfor virker ovennævnte som en risiko, der er værd at løbe.

Lørdag 18.00
Frosinone – Atalanta over tre mål, 40 units
Odds 2,50 bet365

Hvis man løb ind i et hollandsk eller tysk hold med samme historik som Frosinone, ville man aldrig komme i nærheden af odds som disse på en målrig kamp. Det går dog over stok og sten med Frosinone i øjeblikket, hvorfor chancen tages.

Deres seneste fem kampe sluttede 1-4, 2-4, 2-2, 1-5 og 2-4! 10 af deres seneste 11 kampe sluttede med mindst tre mål, og ni af deres seneste 10 med minimum fire mål. Ikke mange italienske klubber kan følge med i sådan en målfest, men fire af Atalantas seneste syv kampe havde dog mindst tre mål, så der er en tendens til, at de læner sig mod målrige snarere end målfattige kampe i øjeblikket. Ovennævnte giver odds 2,50 ved mindst fire mål og indskuddet retur ved tre mål.

Lørdag 18.30
B.M. Gladbach – Dortmund begge scorer, 65 units
Odds 1,50 Tipico

Det VÆL-tede ind med mål i begge klubbers kampe inden julepausen, og da begge er så fremragende i offensiven, forestiller jeg mig, at begge igen kommer på tavlen. I ni af Gladbachs seneste 12 ligakampe scorede begge hold, og selv i de træningskampe de har afviklet i januar, har der været gang i den, da de har spillet 2-1, 2-2 og 2-5, så defensiven er vist ikke blevet markant forbedret. Dortmund har scoret i deres seneste 24 ligakampe i træk, og i deres otte sidste ligakampe inden julepausen scorede begge hold, og det samme gjorde de i 11 af de sidste 12.