SPIL: Opgørelse for 2013
Illustration
Spil

SPIL: Opgørelse for 2013

Gambleren ser nærmere på det forgangne år, der endte med et regnskab, som de fleste spillere ville kunne leve med

Det var ikke så ringe endda.

Sådan kan man roligt sammenfatte 2013 på regnskabsfronten for undertegnede og hans forslag til gambling i det forgangne år, for der var langt flere ting at være tilfredse med, end der var at tude over. I virkeligheden er det eneste, man kan tude over, at man ikke vandt endnu mere, men grådighed er en dødssynd i denne gebet, og så længe der blot er sorte tal på bundlinjen, kommer I ikke til at høre mig klage.

I Tipsbladet og på Tipsbladets hjemmeside blev der i årets løb fremlagt 803 spilforslag på fodbold. Af disse sad 440 i skabet, mens 363 gik galt, og dermed gik færre spil faktisk hjem end i de to foregående år, men det må stadig have været ”de rigtige” forslag, jeg har ramt. Der blev nemlig satset 116.600 kroner, hvilket kastede en samlet gevinst på 119.077 kroner af sig. Eller en tilbagebetaling på 102,12 procent.

En stigning i forhold til begge de seneste to år, der landede på henholdsvis 101,80 og 101,88, men overskuddet er også kommet i hus på færre forslag end de forgangne år. Det skyldes, at jeg fra august også har skullet agere ekspert på Ekstra Bladets hjemmeside, som følge af en aftale mellem Tipsbladet og førnævnte dagblad, hvorfor en stor del af pakken ”spilforslag” er blevet dirigeret over til deres hjemmeside.

Inden det kom så vidt, nåede jeg også på Tipsbladets hjemmeside at fremkomme med 209 forslag på tennis, medførende en rigtig solid tilbagebetalingsprocent på 110. Der blev undervejs satset for 25.441 med en indtægt på 28.001,47 til følge. Et yderst acceptabelt niveau, og med tilfredshed i stemmen kan det tilføjes, at niveauet blev holdt året ud, da tennisforslag rykkede til eb.dk.

Endelig har der også været mit lille spilprogram ”Det’ Penge i Banken”, som mange af jer desværre ikke helt har opdaget endnu. Der har ellers været god grund til at klikke sig forbi programmet, for det har i allerhøjeste grad levet op til sit navn. Det blev til 22 udsendelser i årets løb med en fantastisk tilbagebetaling på 119 procent til følge.

Og så har vi slet ikke berørt Premier League endnu, hvor jeg op til denne sæson søsatte et projekt, der hed; et spilforslag på samtlige 380 kampe og overskud ved sæsonens udløb. Efter 20 runder ligger tilbagebetalingsprocenten på 107, hvilket er over min egen forventning, og det vil være sensationelt, hvis den også ligger dér til maj.

Så hvis det ikke allerede står dig klart efter at have læst ovenstående, så lad mig lige opsummere; det er ganske mange fronter, jeg har bevæget mig på i 2013, hvor der ikke må være sammenfald mellem forslagene (og så har ingen af ovennævnte forslag har været anvendt i ”dagens double”), og du har fra denne signatur endnu engang har modtaget langt over 2000 spilforslag i det forgangne år.

Når man så kigger på ovennævnte resultater, kan jeg kun endnu engang slå fast; Det var ikke så ringe endda.