SPIL: Vuelta'en 9. etape
Illustration
Spil

SPIL: Vuelta'en 9. etape

Chris Froome foran Alberto Contador til odds 1.55 hos Danske Spil

Niende etape af årets Vuelta a España er den første rigtige bjergetape med mål på toppen af Aramón Valdelinares. Klassementet er forsat meget tæt og kun 20 sekunder afskiller Valverde, Quintana, Contador og Froome. Lige nu er Alejandro Valverde nok den rytter, der er i bedst form. Dog ser Chris Froome ikke ud til at være langt efter. Han er ikke på samme niveau som i Tour de France, men han har vist sig utrolig stærk og ivrig efter at jagte selv få sekunder.

Selvom de hidtidige stigninger ikke har været lige så lange som dagens finalebjerg, så har Chris Froome været blandt de bedste. I øjeblikket er han den største favorit til at vinde Vueltaen samlet. Contador har vist sig overraskende stærk på trods af, at han brækkede skinnebenet under Tour de France. Dog mangler spanieren stadig en smule. Både Froome og Contador udgik af Touren efter styrt, men Froome har uden tvivl været i stand til at træne mest og i længst tid efter sit exit. Det bør også komme til udtryk i dag. Tidsforskellene vil ikke være store, men det vil være en overraskelse, hvis ikke Chris Froome er i stand til at slutte foran Alberto Contador.