Spilforslag til 6'eren
Illustration
Spil

Spilforslag til 6'eren

Kan Uniteds nedtur fortsætte? Kan Everton drille Chelsea endnu engang? Bliver Swansea ved? Gambleren giver sine bud

Burnley – Manchester United (1-0) X, 43 units
Odds 3,60 bet365

Hvilken møgkamp at skulle forholde sig til, for hvordan kommer man ud af den med gevinst? Alle hold lugter blod mod United efter tirsdagens skandale, så man kan vælge langskuddet og hakke til 1-tallet, men det mest sandsynlige er vel trods alt, at United tager sig sammen og hiver en sejr hjem.

Oddset er bare alt for lavt til at satse på, så jeg holder på, at hvis de endelig kommer foran, bliver der fuld fokus på ikke at sætte noget over styr. Så skal sejren ”bare” køres i land for enhver pris, hvorfor satsningen hedder United-sejr med præcis et mål.

Man. City – Stoke under 3 mål, 76 units
Odds 2,02 bet365

Nu ved vi jo alle sammen godt, at City er ligaens største målmaskine, men det var ikke deres kampe mod Stoke, som i sidste sæson kylede dem over 100 mål i 38 ligakampe, og faktisk er det meget sjældent, at kampe mod Stoke bliver en målfest for Manchester City, hvorfor jeg holder på dette spil, hvor vi henter odds 2,02 ved 0-2 scoringer og indskuddet retur ved tre mål. Deres to møder i sidste sæson endte 1-0 og 0-0, og INGEN af deres seneste 18 møder har kastet over tre scoringer af sig. 13 af disse ville have givet gevinst ved dette væddemål.

Newcastle – Crystal Palace, begge hold scorer, NEJ, 90 units
Odds 1,72 bet365

Newcastle vandt begge møder i sidste sæson, og det burde også være en kamp i denne omgang, som de vinder. Eftersom de har enorme problemer med at score, tør jeg dog ikke satse på dem til de forhåndenværende odds. De vandt godt nok over League 1-holdet Gillingham i ugens løb, men på et selvmål, hvorfor ingen af deres spillere altså endnu har scoret i denne sæson. 

Derfor vender jeg i stedet snuden mod væddemålet, at det højst bliver det ene mandskab, som kommer på tavlen. I de seneste seks møder mellem disse to, har det været sådan, at højst det ene hold scorede, og det har også været facit på 10 af Newcastles seneste 11 hjemmekampe i Premier League.

QPR – Sunderland over 2 mål, 83 units
Odds 1,85 bet365

Er det ikke et meget højt odds på en kamp med mål i, som vi kan hente os her? Scores der mere end to, får vi odds 1,85, scores der præcis to, får vi indskuddet retur. Jeg er med på, at QPR åbnede sæsonen med at tabe 1-0 hjemme til Hull, men de blev totalt skilt ad hos Tottenham i sidste uge, hvor visse problemer i defensiven blev udstillet godt og grundigt.

Sunderland er ikke Tottenham, men de er dog normalt en del mere målsøgende end Hull, og deres første tre kampe i sæsonen er endt 2-2, 1-1 og 3-0. Af deres seneste 11 udekampe i Premier League, er der kun én, som ikke bød på mindst to mål, og det var 1-0 sejren på Old Trafford.

Ni af disse 11 kampe ville have givet gevinst ved ovennævnte væddemål, ligesom der har været mindst tre scoringer i otte af de seneste ni opgør mellem disse to. Deres seneste fem møder på Loftus Road har produceret 20 kasser og alle gik over to mål.

Swansea – West Bromwich X2, 74 units
Odds 2,07 bet365

Jeg skal ikke pege fingre ad dem, som finder det værd at satse på Swansea-sejr i weekenden, de spiller trods alt godt. Det bliver bare ikke mig. De rykkede op i Premier League i 2011 og har på intet tidspunkt i den mellemliggende periode præsteret fire sejre i træk, og de står lige nu på tre efter sejren i Capitol One Cup’en i midtugen.

De står også noteret for tre sejre i træk i Premier League, da de lukkede den gamle sæson med at vinde, og de har heller ikke på noget tidspunkt præsteret at vinde fire af disse i træk. Alle serier får en ende på et tidspunkt, men når vi kan hente mere end odds 2,00 på et hold, som vandt på Liberty Stadium så sent som i marts, og endnu ikke har tabt i den nye sæson, bliver det dén vej jeg går.

West Ham – Southampton (draw-no-bet) 1, 81 units
Odds 1,90 bet365 

Det forbavser mig en smule, at West Ham ligefrem er gået hen og blevet outsider her. Southampton vandt ganske vist i midtugen i cup’en, men 2-0 ude over et reservespækket Millwall-hold er altså ikke det samme som at møde et West Ham-hold på Boleyn Ground.

West Ham tabte i midtugens cup, men stillede også reservespækket op, hvor Southampton faktisk sendte flere af deres spillere fra sidste weekends ligakamp i aktion, og West Ham var i sidste sæson rimeligt gode til at stikke skuffelser i cup’en ad vejen og komme videre i teksten.

Da de var blevet smadret 6-0 af City i Liga Cup-semifinalen, vandt de i Cardiff tre dage senere med 2-0. Da de tabte returopgøret til City med 3-0, spillede de 0-0 på Stamford Bridge tre dage senere.

Disse to hold rykkede op samtidig i 2012, og West Ham har altså endnu ikke tabt til Saints i Premier League. De har spillet uafgjort to gange i Southampton og vundet begge hjemmekampe komfortabelt med 4-1 og 3-1. Det er et faktum, at Southampton har skiftet markant ud i truppen i sommerpausen, og vi mangler endnu at se, at de rent faktisk er blevet bedre, og det er grunden til, at jeg ikke helt forstår, hvorfor favoritværdigheden er tippet, som den er.

Everton – Chelsea, Lukaku scorer, 50 units
Odds 3,00 bet365 

En uhyre interessant kamp, men også en vanskelig én at blive klog på, for der er masser af ting, som taler for begge parter. Chelsea har set skarpe ud indtil nu, men er de lige så skarpe uden Costa, som skulle være ude med en skade? De har også været uhyre skarpe i konfrontationer med de øvrige hold fra toppen af tabellen med otte sejre og to uafgjorte i de seneste 10 mulige. 

Omvendt har de altså kun vundet ét af deres seneste seks besøg på Goodison Park, og kan du huske den statistik, vi så nærmere på omkring Everton i sidste uge, forud for deres kamp mod Arsenal? I deres syv hjemmekampe i sidste sæson mod top 8-holdene tabte de kun til Manchester City og vandt til gengæld fem. 

Min egentlige tanke var derfor at spille på krydset, men da jeg ser kampen så åben, og ikke rigtigt vil blive overrasket over et udfald, vendte jeg i stedet fokus mod ovennævnte spil. Allerede i sidste sæson var Lukaku udlejet fra Chelsea til Everton, og som sådan måtte han IKKE deltage i deres indbyrdes møder.

Nu er han solgt, og må derfor gerne. Skulle han, AF ALLE, ikke være ekstra motiveret til dette opgør? Til lige at rive Chelsea i næsen, at de aldrig skulle have solgt ham? Desuden var han altså en skarp herre i sidste sæson, og fokuserer man på de ni hjemmekampe, som Everton spillede mod top 10, hvoraf Lukaku altså ikke måtte deltage i dén mod Chelsea, scorede han i seks af disse. Derfor bliver han dagens sidste langskud.