Spilklub går konkurs
Illustration
Spil

Spilklub går konkurs

Manden bag Klub Harmony, Tage Lægård, er erklæret personlig konkurs og hiver sin spilklub med i faldet

Den ikke mindst i travkredse kendte "spilekspert" Tage Lægård meddeler på hjemmesiden klubharmony.dk at spilleklubben mangler så mange penge, at det ikke er muligt at drive den videre.

Ifølge klubbens hjemmeside mangler der seks til syv millioner i kassen, og Tage Lægård er selv røget med i faldet og erklæret personlig konkurs.

Indtil for ganske nylig fungerede han som spilekspert på Danske Spils hjemmeside, mens Klub Harmony i årevis har været drevet med en garanti imod at tabe sit indskud. I årevis er det gået godt, men tilsyneladende stoppede festen brat i mandags, da han meldte sig til politiet i Holstebro.

- Tage Lægård har taget hele skylden for manglende udbetaling af de sidste penge, og han beklager på det dybeste, at han havde været direkte dum og naiv i denne sag. Alle Tage Lægårds midler er blevet realiseret i forsøg på at skaffe pengene, og han er nu ligeledes personlig konkurs, skriver hjemmesiden klubharmony.dk blandt andet.

På samme side opstiller Lægård tre scenarier for, hvilke muligheder anpartshaverne ligger inde med.

- De kan melde mig for underslæb til politiet i Holstebro. De kan indgive incasso-anmeldelse. De kan sende mail på det skyldige beløb, og jeg vil så afsende gældsbrev, og betale det der er muligt i de kommende år, oplyser manden, som ifølge ham selv er indstillet til førtidspension.

Tage Lægård har ofte skilt vandene i den danske spilleverden, men i den nærmeste fremtid vil der ikke flyde flere spilforslag fra manden, der nu er sygemeldt.

Tilbage melder sig et par spørgsmål som; hvor er pengene blevet af? Har der nogensinde været den økonomiske opbakning, som klubben har slået sig op på, eller var det Tage selv, der dækkede for eventuelle tab?

Straffen for underslæb kan i særligt grove tilfælde løbe op i 8 år. Fremtiden må vise, om det kommer til at gå helt så slemt for Tage Lægård.