Illustration
Spil

"Vi skulle have grebet hårdere ind"

Danske Spil har lagt ryg til megen kritik i ly af affæren omkring Klub Harmonys konkurs

Affæren med Klub Harmony og Tage Lægaards konkurs har naturligvis givet store dønninger i spilleverdenen, og hos Danske Spil har man lagt ryg til hård kritik. I adskillige år og har Lægaard bestridt hvervet som ”spilekspert” på Danske Spils hjemmeside, og her har man utallige gange kunnet opleve manden gøre reklame for Klub Harmony.

- Tage Lægaard har som ansat hos jer reklameret for klubberne på jeres website i adskillige måneder. I har intet tjek haft på hans spilleklubber men trods dette valgt at garantistemple hans tipsklubber ved at tillade annonceringer, sponsorat af Tages website samt lavet storkundeaftale eller mangel på samme med manden. Det er usmageligt og dumt af et statsejet selskab, som en bruger på Facebook har kommenteret det i en direkte henvendelse til Danske Spil, som erkender, at man sidder med en uheldig sag.

- Vi har haft Tage Lægaard ansat på en freelance kontrakt, og han er flere gange blevet bedt om at stoppe med at skrive om sine egne klubber. Set i bagklogskabens klare lys skulle vi selvfølgelig have grebet hårdere og tidligere ind overfor dette, men vi havde ikke i vores vildeste fantasti forestillet os, at han skulle komme til at snyde så mange mennesker, forklarer informationschef hos Danske Spil over Tipsbladet.

- Vi har aldrig været involveret i hans spilleklubber, og det har ikke været ensbetydende med en blåstempling fra Danske Spils side, at han har skrevet om de klubber under sine forslag på vores hjemmeside, men den her sag fører selvfølgelig til en intern diskussion af, hvor langt vi skal gå i at kontrollere vores freelancere, fortsætter Thomas Rørsig, inden han slår fast, at Danske Spil ikke bærer noget økonomisk ansvar overfor de mange, som nu sandsynligvis har tabt deres penge.

- Det er selvfølgelig beklageligt, at så mange har tabt penge på det her, men det kommer ikke på tale, at vi yder erstatning for de beløb, der er gået tabt.