Robin Söder - Presset, smerten og fremtiden

Bragt i Tipsbladet 26. september.

Robin Söder havde brug for forandring. Han elsker IFK Göteborg, klubben han var fan af som dreng, og som han har spillet i, siden han var 16 år gammel, men han havde brug for at skifte. Sommetider er der ikke andre udveje, for en frisk begyndelse kan løsne op for nogle ting, og det er netop det, den nye Esbjerg fB-angriber håber på.

”Jeg har spillet i Göteborg i mange år og følte, at jeg havde brug for en ny udfordring, både som fodboldspiller og som menneske. For at se noget nyt og opleve noget nyt. Esbjerg var det bedste mulighed, jeg havde. En klub, som spillede i Europa League i foråret, og som har organisationen til at gøre det igen. Jeg ville forholde sig til en anden spillestil, andre hold i Superligaen og hjælpe min egen udvikling som fodboldspiller. Det var grunden til, at jeg skiftede,” forklarer han i en kantine på Blue Water Arena med udsigt over sin nye hjemmebanes hovedindgang. 

Det var ellers ikke sådan, at han var kørt ud på et sidespor i Sverige. Robin Söder spillede fast for IFK Göteborg stort set hele sæsonen, og holdet lå på en femteplads med tredjepladsen og dermed Europa League-kvalifikation inden for rækkevidde. Det var bare, som om det endelige gennembrud udeblev. I denne sæson var det scoringerne, der manglede (to ligamål i 2014), men der eksisterede også en følelse af uforløsthed omkring svenskeren. Efter at have været sit lands største talent for seks år siden manglede Robin Söder at tage det næste skridt i sin udvikling. 

Han kom til IFK Göteborg som 16-årig og flyttede de små 80 kilometer fra Ellös på øen Orust til Gøteborg alene. Det var ikke nogen nem opgave for den fodboldbegavede teenager, der pludselig skulle klare alle praktiske gøremål selv. 

”Jeg var jo vant til, at maden bare blev serveret på bordet, så det var hårdt. Jeg lærte rigtig meget om mig selv, og jeg var tvunget til at blive voksen rigtig hurtigt. Fodboldmæssigt var det rigtig godt. Jeg kom til Sveriges bedste klub - det var det, jeg havde drømt om, siden jeg var lille. Men det var en svær tid,” siger han. 

”Mentalt var jeg ikke forberedt på det, men sommetider kom min mor og hjalp til for at få det til at fungere på den bedst mulige måde. Til sidst kommer man ind i tingene og lærer at gøre det selv.”

Problemerne med at flytte hjemmefra forplantede sig langt fra i Robin Söder formåen på fodboldbanen, og allerede et halvt år efter skiftet, og inden han overhovedet havde underskrevet en professionel kontrakt, fik han debut for IFK Göteborg. Det var den 1. juli 2008, og 11 dage senere scorede han sit første mål for klubben. Med nummer 29 på ryggen erstattede han efter 66 minutter Tobias Hysén i en udekamp mod Djurgården, og 20 sekunder inde i kampens overtid sparkede han et Pontus Wernbloom-indlæg ind i et tomt mål til en 2-1-sejr. 

Derefter scorede han fire mål i sine næste fem ligakampe plus et enkelt i Champions League-kvalifikationen, og i september samme år blev han den yngste debutant nogensinde for Sveriges U/21-landshold, da han kom på banen i en træningskamp mod Polen. På det tidspunkt var han 17 og 157 dage gammel, og han slog dermed Leif Erikssons gamle rekord fra 1959. Samme efterår modtog han prisen ”Årets nykomling” i svensk fodbold, og europæiske klubber i Bayern München og AC Milan-klassen meldtes interesserede i den klejne komet. 

Det eksplosive gennembrud affødte ikke kun opmærksomhed fra Europas store klubber; også pressen i Sverige fattede hurtigt interesse for Göteborg-angriberen.

”Der kom jo vældigt meget medieomtale, som jeg ikke var vant til. Der var megen opstandelse. Jeg scorede fem kampe i streg, så der kom meget fokus på mig. Det var svært at håndtere, men jeg synes, jeg klarede det godt. Göteborg hjalp meget til. Når man spiller fodbold, lever man i en boble. Man har holdet, og så er der alt det udenom, og man er ganske beskyttet i det. Det var selvfølgelig kæmpestort for mig, og det var et stort eventyr at komme med landsholdet,” siger han. 

Værste smerte i sit liv
I sommeren 2009 var Robin Söder med det svenske U/21-landshold til EM i hjemlandet. Holdet nåede semfinalen, hvor England ventede på Gamla Ullevi, hans sædvanlige hjemmebane med Göteborg. Desværre for Söder skulle han komme til at huske opgøret for meget andet end sit oplæg til Marcus Bergs 3-3-udligning og det senere nederlag i straffesparkskonkurrencen. For hans venstre knæ fik et vrid, og eftersom Sverige havde brugt alle sine udskiftninger, valgte han i samråd med holdets læge at fortsætte og dermed færdiggøre de 30 minutters forlængede spilletid. Resultatet var en mere end almindeligt alvorlig skade.

”Undersøgelsen viser, at han har en meget alvorlig korsbåndsskade i venstre knæ, som vil tage længere tid end normalt for at hele. Korsbåndet er røget helt af, han har en meniskskade og en blødning i knoglerne. Det er kompliceret,” sagde IFK Göteborgs læge til Expressen. 

Robin Söder var efterfølgende ude i ni måneder, og han kunne mærke lige med det samme, at der var noget helt galt inde i knæet.

”Jeg har aldrig haft så ondt i hele mit liv. Lægen sagde, at det var okay. ”Du kan spille.” Det var nok ikke vildt smart at fortsætte med at spille, men det var en ekstrem situation. Vi havde brugt alle tre udskiftninger, så jeg kunne ikke blive skiftet ud. Og det var en vigtig kamp. Jeg har affundet mig med, at det er, som det er. Set i bakspejlet er det selvklart, at jeg burde have udgået, men jeg kan ikke ændre det ud. Sket er sket,” siger Robin Söder.

Mens den unge angriber sad ude, rasede debatten i Sverige over, hvem der havde ansvaret. Göteborgs sportschef Håkan Mild kaldte det uacceptabelt, at Söder spillede videre efter skaden, men hovedpersonen vil ikke give andre skylden for sin skade.

”Bagefter og i de efterfølgende to år er man irriteret og sur på dem, men med distance til det kan jeg se på hele billedet. Det var en ekstrem situation, og jeg kan ikke ændre på det nu,” siger han.

Den grimme skade var noget af et slag for Robin Söder, der havde taget sportslige stormskridt det seneste år, og som lignede en ung mand på vej mod en storslået karriere. 

”Jeg var 18 år, og alt bliver lidt mere kompliceret, når man får så alvorlig en knæskade. Hele ens verden styrter sammen, fordi fodbold var jo hele mit liv. Når jeg ser tilbage på det nu, har jeg vendt den dårlige tid til noget godt. Jeg kan bruge det konstruktivt og se fremad. Men det var en hård tid,” siger han om først de ni måneder uden for banen og de følgeskader, der kom i månederne derefter. 

Selv om Robin Söder kom tilbage og følte sig skadesfri flere gange, løb han ind i den ene skade efter den anden. Han blev hele tiden slået tilbage til start, og det tærer mindst lige så meget på psyken som fysikken. 

”Man taber troen på sin krop og sin fysik, når det sker gang på gang. Det tager tid for kroppen at bygge det tabte op og derefter bygge sig mentalt op som fodboldspiller. Det er det, som er konsekvensen af at komme tilbage og spille 10-15 kampe og så blive skadet igen. Bygge sig op og så spille 10-15 kampe og blive skadet. Det sætter sig mentalt, og det er det, der har taget lang tid at komme over,” forklarer han. 

”Man tænker ”Nu er jeg i gang. Nu føles kroppen godt.” Jeg kunne træne og bygge min kondition op og begyndte at føle flowet i mit spil og så...,” siger han og klapper højt for at illustrere de konstante tilbageslag. 

Slut med snus
Selv om Robin Söder først for alvor blev skadesfri i 2012, har han aldrig tvivlet på, om det nu var al besværet værd, og om kroppen overhovedet var egnet til at spille fodbold på højeste plan. Hans fokus var i stedet på at blive klar igen, men det var også noget af en metal udfordring for så ung en knægt. Da han bliver spurgt, hvordan man tackler så meget modstand i den alder, har han svært ved at finde et svar og stopper i første omgang sig selv efter to ord. Til sidst når han dog frem til:

”Du har ikke noget valg. Det kræver hårdt arbejde at komme tilbage, og den lektie har jeg lært. Man må gå den lange vej. Man lærer meget af det. Man lærer at se på det på den positiv måde. Bare fordi man er i en dårlig periode i dag, kan man godt forvente, at man får det bedre senere i livet,” siger han og uddyber: 

”Man lærer dels noget fysiologisk. Hvordan kroppen fungerer. Også noget mentalt. Hvor meget man kan påvirke sin egen hjerne og tænke positivt. Når man ikke kan spille fodbold, må man lægge fokus på at lære, hvordan man træner kroppen og hjernen.”

”Det negative kommer jo med, at man har været meget skadet. Det handler om at bryde tankebanerne op og placere nogle andre tanker. Ikke være så hård mod sig selv, ikke være så kritisk mod sine egne præstationer. Forsøge at se nøgternt på det samlede billede og plukke de gode ting ud og tage dem med videre.”

I forbindelse med sit skadeshelvede forsøgte Robin Söder også en alternativ løsning for at blive klar. I Göteborg mente man, at der muligvis var en sammenhæng mellem hans forbrug af snus og nogle betændte muskelhinder i benene, og derfor skulle angriberen skifte til nikotinfri snus. Den ”behandling” bar imidlertid ikke frugt. 

”Nej, jeg kunne ikke holde op. Men jeg tror ikke, det handler om det. Det var mere, at det ikke var så sundt,” siger Söder med et grin. 

Den dag i dag har Esbjerg-svenskeren stadig smerter af og til, men det er ikke nær så slemt, som det var i skadesperioderne. Han føler sig fit og klar, og han har lært, hvornår han skal skåne sig selv, og hvornår han kan give fuld gas.


”Det kommer og går. Hvordan skal jeg forklare det? Det er aldrig sådan, at jeg ikke kan træne, men for eksempel i preseason er der meget træning og meget styrketræning, og så kan knæet blive træt. Så skal det have hvile i et par dage, men for det meste føles det godt. Jeg ved, hvordan det skal føles, for at jeg kan træne hver dag og spille kamp,” siger han.

Med fantog hjem fra pokalfinalen
Robin Söder var igennem mange svære perioder i sin Göteborg-tid, men ikke alt var negativt. Han nåede blandt andet at vinde to pokaltitler med hjerteklubben, og især den sidste, i 2013, var ophav til en mindeværdig dag. Tobias Hysén bragte holdet foran efter otte minutter, men den nuværende FC København-spiller Daniel Amartey udlignede for Djurgården. Derfor gik kampen i forlænget spilletid og dernæst straffesparkskonkurrence, hvor den tidligere AaB’er og OB’er Andreas Johansson scorede som den eneste Djurgården spiller, og Peter Nymann var blandt sit holds syndere. Den store helt for Göteborg blev en anden kending af dansk fodbold, John Alvbåge, som kun tillod ét af fire straffespark at passere sig. Bagefter blev sejren fejret behørigt.

”Der var 10.000 göteborgere i Stockholm for at se kampen, og på hjemvejen havde IFK Göteborg lejet et tog, så fans og vi spillere kunne tage toget sammen. Det var en fin rejse. Det tog fem eller seks timer, men det var en herlig oplevelse,” fortæller Robin Söder og præsenterer et stort smil. 

”Vi skulle spille kamp fire eller fem dage senere, så det var ret roligt. Men det var herligt at dele min glæde med fansene og samtidig mærke deres. Man kunne se, hvor meget det betyder for dem.”

I sommer måtte Robin Söder sige farvel til både spillere og fans i Göteborg, da Esbjerg præsenterede ham som ny spiller den 22. august. Dermed sluttede næsten syv år i den klub, han holder så meget af, og det var ikke nogen nem beslutning at komme frem til. Men behovet for luftforandring overskyggede i sidste ende lysten til at blive.

”Jeg fik først kendskab til Esbjergs interesse under en uge før, jeg skiftede. Jeg ville gerne herover og se, hvor jeg kunne bo, hvordan træningsanlægget og stadionet var, møde Niels Frederiksen. Så det var først efter, jeg havde været her, at jeg bestemte mig. Men det var hårdt. Der var en tryghed i Gøteborg for både mig og min kæreste. Begge vores familier var en time væk fra byen. Men jeg tror også, det var for det bedste. På længere sigt og for resten af mit liv var det det, jeg måtte gøre for at opleve noget nyt, og jeg havde ærgret mig, hvis jeg ikke havde taget den chance,” siger han om skiftet, der kostede Esbjerg fB omkring halvanden million kroner.

For seks år siden, da Robin Söder netop havde fået debut for IFK Göteborg og det svenske U/21-landshold, var der næppe mange, der forventede, at han ville ende på Gl. Vardevej i det vestjyske i stedet for Säbener Strasse i München. Selv om han har været med på højeste niveau i seks år, er han kun 23, så han kan stadig nå at komme videre til Europas store fodboldadresser. Han bryder sig dog ikke om at spekulere for meget over, hvordan karrieren kunne have set ud, hvis han korsbåndet ikke var røget mod England i 2009. 

”Det bliver lidt mærkeligt at tænke sådan. Så nej, det gør jeg ikke. Jeg forsøger bare at blive en bedre spiller, og så må vi se. Alle håber at spille i de bedste ligaer i verden, og jeg håber også, at jeg kan gøre det godt her og komme videre. Det er vel det, alle drømmer om,” siger Robin Söder.