Se fodbold gratis på nettet
Samme holdning har man hos TV 2 Sport, der tilbyder streaming af forskellige idrætsgrene, herunder udvalgte kampe fra den hjemlige Superliga. En service, der foreløbig er gratis for forbrugerne, selv om det er planen at indføre betaling i løbet af et par måneder.
”Det er jo en del af virkeligheden og sådan er internettet på godt og ondt. Alting finder et naturligt leje - ligesom i musikbranchen. Der vil altid være en stor del, som ønsker at gøre tingene lovligt og desuden kan vi tilbyde kampene i en rigtig god kvalitet. På piratsiderne svinger kvaliteten meget, så vi tror, den generelle dansker stadig helst vil se kampene, hvor man kender produktet. Øvelsen er så at finde det rette setup og den rigtige pris”, siger Kim Plesner, onlinechef ved TV 2 Sport.
Han tror af samme grund ikke, piratsidernes streamning i sidste ende betyder, at prisen på rettighederne falder.
”Webrettighederne er stadig så lille en del af pakken, at det ikke får nogen indflydelse på kort sigt. Men det er klart, at rettighedshaverne bliver mere opmærksomme på, at web er en særskilt ting. Problemet er dog meget større i en liga, der er kendt på verdensplan. Her er det danske marked jo i sammenligning meget lille,” pointerer Kim Plesner.
Han tilføjer, at TV 2 Sport ikke har planer om at spærre for streamingen af Superligaen i udlandet, og dermed kan danske fans i udlandet fortsat følge favoritklubben online. Til gengæld er det et krav fra eksempelvis UEFA, at Champions League geo-blockes, så streaming fra en dansk hjemmeside med rettigheder ikke kan ses i udlandet. Det sker for at beskytte rettighedshaverne i de øvrige lande.
Uacceptabelt tyveri
I Danmark varetages klubbernes interesser ved rettighedsforhandlinger af Divisionsforeningen. Her forklarer direktør Claus Thomsen, at man i øjeblikket arbejder på et samarbejde med interesseselskabet STOP (Scandinavian Tv-Organisations Against Piracy) om at komme den ulovlige streaming af fodboldkampe til livs.
”I øjeblikket har det ulovlige streaming dog ikke et omfang eller en kvalitet, som er en reel trussel. Men det er bestemt en risiko for fremtiden og noget, vi er opmærksomme på. Og så er det altså bare uacceptabelt, da det er tyveri. Det er klart, at vi er nødt til at beskytte vores rettigheder.”
Claus Thomsen fortæller videre, at det fra denne sæson har været muligt for klubberne at lægge højdepunkter fra Superliga-kampene ud som streams på deres egne hjemmesider. Et potentiale, som de fire FC-klubber fra henholdsvis København, Midtjylland, Nordsjælland og Randers hidtil har været ene om at udnytte.
”Det har taget tid at sætte det tekniske op, men holdningen er, at fans og tilskuere har en tilknytning til klubberne og derfor skal kunne se højdepunkterne der,” lyder det fra Divisionsforeningens direktør, som ikke kan løfte sløret for, hvad fremtiden bringer.
”Der er ingen konkrete planer, men vi arbejder naturligvis aktivt med det. Det hele er bare endnu så nyt, at forretningsmodellen ikke er særligt godt på plads endnu. Men vi arbejder altså som sagt på sagen, for der er masser af muligheder i det.”
Forbrugerne er vinderne
Den udlægning er Henrik H. Brandt, direktør ved Idrættens Analyseinstitut, enig i. Han nævner et eksperiment fra maj, da Dansk Floorball Union sendte live fra 31 kampe og lavede 59 øvrige indslag fra VM i damefloorball fra Frederikshavn, som blev vist på hjemmesiden sport4u.dk. Forsøget var en stor succes og kan sagtens overføres til fodboldens verden, mener han.