Den aften, de jog duer væk fra Lars Høghs målfelt

For hvad kunne AaB gøre. Man havde kun Henrik Vandet tilbage på den dengang meget korte bænk, og den hjulbenede back virkede ikke som den rigtige mand at smide ind til en sidste offensiv, men det gjorde Poul Erik Andreasen med spektakulært resultat.

Vandet skruede indlæg efter indlæg ind over byen fra venstrekanten, og OB’s forsvar vaklede. Møller flugtede fænomenalt i en meters højde men ramte overliggeren, før han kort efter reducerede til 3-4 tæt under mål, mens aftensolen fik betongryden til at koge. Og i dommerens overtid eksploderede det hele med et lydtryk, der kunne høres over hele Vestbyen.

For endnu et indlæg kom susende fra Vandet, og ovre ved bageste stolpe kom minsandten den anden back Torben Boye løbende. Kamprekordholderen i AaB nåede 560 kampe for klubben, hvor det også blev til 22 mål, men det mod OB vil jeg aldrig glemme. Det skadede selvfølgelig ikke, at Sport på 3’eren brugte det som kending gennem hele efteråret, for kampen var sidst færdig af de fem i runden og der var en direkte linie igennem til Lone Pagh, der kom på, som indlægget var på vej.

”Det var jo en fuldstændig forrykt kamp, tempofyldt og med masser af chancer. Og så kan jeg huske, at det var en smuk sommeraften med godt humør og god stemning på tribunerne. Der var en frigjorthed og en energi over det hele, der så også endte med, at jeg var ved at gå ud af mit gode skind af begejstring, da jeg kom igennem til allersidst. Det var der også mange, der kommenterede sidenhen, men for mig var det en af de kampe, man altid vil huske,” siger Lone Pagh i dag, for selv om hun har været uden for sportsverdenen i et årti og nu arbejder med HR-opgaver som uddannet jurist, så klinger kampen stadig.
For hendes råb da AaB udlignede var fuld af den nerve, vi følte endnu mere som fans bag de netmasker, der blev ramt af anlægsgartner Boye. Det var simpelt, det var en inderside, men det var ligegyldigt. Bolden strøg i mål, Finn Lambæk fløjtede af og AaB havde klaret 4-4.

Jeg har aldrig set en bedre kamp i Superligaen, og jeg og min gamle gymnasiekammerat, der var den faste makker bag målet, var da også euforiske, da vi kom ud med den livligt snakkende tilskuerflok, der pludselig var forbrødret over kraftanstrengelserne på cementtrinene. Men alle var ikke lige imponerede.

”Hold kæft hvor var AaB ringe i aften,” lød det fra et par andre venner, vi stødte på uden for stadion, og det havde de også ret i – i de første 80 minutter. Men de sidste 10 blæste den typisk nordjyske tilbageholdenhed af de fleste af os og gav mig en onsdag aften, jeg aldrig vil glemme.